Kurvede modeller viste, at kvinder i alle størrelser kan være smukke og sexede

Plussize-kvinder fik endelig plads på catwalken i den københavnske modeuge.

Af
Jacob Nielsen

I går skete der noget næsten revolutionerende på catwalken i Copenhagen Fashion Week, da modeller i såkaldt plussize-størrelse indtog scenen i et modeshow fra firmaet AnnoAnno, der laver plussize-styling i størrelse 42 og op.

Det er første gang i en årrække, det er sket - og det på trods af at over halvdelen af alle danske kvinder har et bmi på over 25 og dermed er overvægtige.

Det vælter ind med ros til AnnoAnno på deres Facebookside. En bruger skriver:

Det vælter ind med ros til AnnoAnno på deres Facebookside. En bruger skriver: "Lækkert at se, og det hjælper på mit selvværd at se, hvor godt de ser ud - min størrelse er som deres. Og så behøver man jo ikke at gemme sig, når der findes så lækre sager." Foto: AnnoAnno

Gårsdagens show var en kæmpe succes. Det bekræfter stylist hos AnnoAnno, Camilla Momme:

"Folk har været utrolig begejstrede i deres tilbagemeldinger, og sagt ting som: 'Hold nu op hvor var det lækkert at de kvinder på scenen', så jeg vil kalde det en stor succes," siger Camilla Momme, som her fortæller, hvordan tanken om at få de kurvede kvinder med i den officielle modeuge opstod:

"Der er sket meget med udfordring af det gængse kropsideal de seneste 4 til 5 år. Alligevel har plussize ikke været at finde på catwalken i modeugen, og det blev vi i løbet af foråret enige om, at der skulle laves om på. Vi tænkte, det skal være løgn. Der skal ikke være endnu en modeuge, hvor halvdelen af de danske kvinder ikke er repræsenteret. Modeugen er dér alle øjne kigger hen, men man ser kun det traditionelle kropsideal. Det er på tide, at vi på den store scene viser, at alle kvinder er smukke uanset størrelse," siger stylist hos AnnoAnno, Camilla Momme.

Og netop at vise diversitet har været vigtig for AnnoAnno. Derfor var alle modellerne på catwalken onsdag mellem størrelse 42 og størrelse 48.

"Det var vigtigt for os at fortælle, at alle kvinder har deres berettigelse - også i modebilledet. At være overvægtig har været skamfuldt og tabubelagt for den enkelte kvinde i så mange år. Det skal være slut. Kvinder i alle størrelser kan være smukke og sexede, og ingen skal skamme sig, og jeg håber, at vi har hjulpet den udvikling endnu mere på vej med det her show," lyder det fra Momme.

Hun håber også, at begejstringen vil brede sig rundt inde i modebranchen, hvor der ellers ikke er den store præstige i at designe til plussize.

"Succesen har vist, at der er et behov, og jeg tror egentlig, at vores show bare var et lille frø, der kommer til at vokse sig til en flot plante og udvikle sig meget mere de kommende år. Nu har vi taget teten, og det kan forhåbentlig gøre, at andre også får øjnene op for, at plussize har en permanent plads i Copenhagen Fashion Week," siger Camilla Momme til Lokalavisen.dk.

"Jeg tror, at der er en masse kvinder, der har set modellerne på scenen i går og tænkt: 'Det er da mig deroppe'. De har for første gang følt, at de har været rigtig repræsenteret i modeugen," siger Camilla Momme. Foto: AnnoAnno

Foto: AnnoAnno

Foto: AnnoAnno

Foto: AnnoAnno

Foto: AnnoAnno

Publiceret 09 August 2018 17:27

SENESTE TV