Foto: Allan J. Kortsen/Byrd

Legendarisk genforening: Bandet Røde Mor samlet igen

Det legendariske rockband Røde Mor åbnede onsdag en ny udstilling i Den Gamle By med en koncert på Godsbanen i Aarhus

I anledning af, at plakatkunstneren Thomas Kruse fylder 75 år og åbningen af en stor plakatudstilling i Den Gamle By til ære for kunstneren, var kunstner-kollektivet Røde Mor samlet, og de aldrende musikere spillede de gamle slagsange fra storhedstiden i 1970'erne.

Det skete onsdag eftermiddag på Godsbanen i Aarhus. Thomas Kruse var selv medlem af det socialistiske kunstnerkollektiv Røde Mor, og det vat i den sammenhæng, at Røde Mor med blandt andre Troes Trier og Peter Ingemann stillede sig op på scenen for at åbne den store udstilling, der indeholder Thomas Kruses mange plakater.

Selve udstillingen finder sted på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, hvor over 200 af Thomas Kruses værker, der fortæller om hans nære forhold til Aarhus og de mange drømme, som han på byens vegne har haft livet igennem, vises.

Det sker i en utraditionel udstilling, som kan opleves på tre forskellige lokaliteter, dels på Plakatmuseet i Den Gamle By, dels på Godsbanen, dels i Ø-gadekvarteret i et udendørs ruteforløb, som man kan gå på 15 minutter. Udstillingerne er en hyldest til Thomas Kruse i anledning af, at han denne sommer har rundet de 75 år.

jwh

RØDE MOR

Bandet Røde Mor eksisterede oprindeligt fra 1969 til 1978 og genopstod i 2002. Gruppen var fra starten en trio bestående af Troels Trier der sang, Lars Trier på guitar og Ole Thilo på klaver. I 2007 blev Røde Mor tildelt IFPI's Ærespris ved Danish Music Awards. Bandet gav sin sidste koncert i 2011.

Publiceret 09 August 2018 12:50

SENESTE TV