Puttefester: Forældre tag jer sammen

Af
Simon Pihl Sørensen (S)

viceborgmester, Lyngby-Taarbæk

Debat I de sidste dage har man her kunne læse om de særlige putte-fester. Navnlig drengenes syn på pigerne som en mindreværdig handelsvare, man kan tale nedsættende om og gøre med, hvad man vil, er skræmmende. Der er ingen tvivl om, at de unge har hentet stærk inspiration fra overflod af ubegavet reality-tv og amerikanske fraternity-film.

Men det er ingen undskyldning. Den indflydelse, hvor det handler om at være en fandens fyr, som er kendt for at kunne absolut ingenting og bolle med så mange som muligt på tv, kan vi sagtens modstå. Svaret er det samme, som det altid har været: God opdragelse og dannelse. Noget tyder på, at forældre i stor stil har forsømt netop det. Og når fænomenet ”puttefester fra helvede” især er kendt fra nordsjællandske forstæder, har det formodningen imod sig, at forældrene ikke har ressourcer til at tage sig af opdragelse og dannelse af deres (drenge)børn. Der er derfor god grund til at spørge: Har I styr på prioriteterne, kære forældre? Har I stemplet ud af jeres børns liv? Har I overladt dem til dubiøse tv-koncepter, der fremmer et billede af at, at man kan blive kendis ved at smide tøjet og udstille sine manglende aspirationer på landsdækkende tv? Noget tyder på det. Ellers ville man ikke kunne samle så mange unge drenge til fester, hvor kvindekønnet på den måde gøres til et objekt, man kan behandle efter forgodtbefindende.

Selvfølgelig har uddannelsesinstitutionerne også et ansvar. Det sociale liv, herunder en mere og mere grotesk fest-kultur, er blevet et konkurrenceparameter i stedet for fx faglighed og trivsel. Det er gået amok med mere og mere groteske fest-koncepter. Men det begynder, hvor det altid begynder: I hjemmet. Det begynder med samtalen om det at være et menneske – og ikke mindst være et medmenneske for andre. Om at tage ansvar for hinanden, om at respektere alle uanset køn eller religion. Det er ikke så svært. Men det kræver, at man er der for sine børn – og helst lidt mere end de er sammen med TV3 og Kanal 4 og 5.

Det kræver, at man ikke afleverer sine børn i skolen og siden i gymnasiet og tror, at så har man gjort sit. Det kræver deltagelse og stillingtagen. For dannelsen af vores børn er først og fremmest vores – forældrenes - ansvar. Og i en tid, hvor der ikke længere er filtre, og tydelige strukturer, hvor det hele – ikke mindst det underlødige og det fordummende – vælter ind i hovedet på vores børn gennem sociale medier, er forældrerollen i forhold til dannelsen af vores unge mennesker blevet endnu vigtigere. Så, vi forældre er simpelthen nødt til at tage ansvar.

Publiceret 13 September 2018 16:31

SENESTE TV