Silke og Emma undercover som sugardaters: Fik 100 henvendelser på ét døgn

HF-eleverne Silke Seland og Emma Dahlstrøm undersøgte sugardating i deres medieprojekt. I deres research oprettede de en falsk profil, hvor der efter ét døgn lå de første 100 henvendelser fra mænd

Af
Kathrine Albrechtsen

På et enkelt døgn modtog Emma Dahlstrøms sugardater-profil 100 beskeder fra mænd.

Alt fra korte beskeder som "2.000 kr.?", "Tre gange for 5.000 kr.?", til en hel roman om, hvad han ville gøre, til den mere milde indgangsreplik som: "Du ser sød ud? Hvad søger du?".

I et medieprojekt havde de to HF-elever Emma Dahlstrøm og Silke Seland sat sig for at undersøge sugardating nærmere og oprettede her en falsk sugardater-profil med navn, alder og et foto af Emma.

"Inden vi oprettede profilen, var jeg nysgerrig på, hvordan det foregik derinde, hvor slemme ting folk skrev, og hvor offensivt det var. Jeg blev overrasket over, hvor direkte de var i forhold til at købe sex af mig. Jeg følte mig virkelig som et objekt," siger Emma Dahlstrøm.

Første gang Emma Dahlstrøm hørte om sugardating, var, da hun så dokumentaren om sugardateren Gina Jacqueline på DR3. Silke Seland har derimod bekendte i sin omgangskreds med personlige erfaringer.

"Jeg kender piger, som har prøvet sugardating, men det er bestemt ikke noget, som folk taler højt om. Det er tabu og forbudt. Måske er det derfor, at ungdommen er nysgerrig på sugardating, fordi de finder det både spændende og med goder i form af middage og dyre tasker. Jeg synes også, at det har lydt spændende, men ville aldrig gøre det, fordi jeg har nogle grundværdier, som siger nej til at sælge sig selv," siger Silke Seland.

For eventyrets skyld

Sugardating er efterhånden blevet et begreb, som flyder ind og ud af samtaler, fortæller Emma Dahlstrøm.

"Ofte i en joke om, at man måske bare skule tage på en sugardate, hvis man gerne vil have en bestemt taske," siger hun.

Hvorfor er der overhovedet unge kvinder, som har lyst til at få sig en profil på sugardaters.com?

"Jeg tror, at mange gør det for eventyret om at spise på en dyr restaurant og få fat i en dyr taske. Der er bare en bagside, hvor man kan føle sig brugt og udnyttet og få det dårligt, hvis man fortryder det. Du kan ødelægge dig selv og dine egne værdier. Og hvis man er sammen med en, som man ikke har lyst til, kan det føles som et overgreb på sig selv," siger Silke Seland.

Og tilbud fra fremmede mænd kan også falde udenom Sugardaters.com. Silke Seland har gennem Instagram fået beskeder med tilbud fra mænd om at tage med på en rejse med alt betalt.

"Først tænker man, at det lyder fedt, men så er næste tanke 'nej tak'. For hvad forventer de af én, hvis man tager imod tilbuddet," siger hun.

En sugardaddy og sugardater har altid eksisteret, men de to HF-elever er enige om, at et medie som sugardaters.com, har det gjort det mere udbredt og tilgængeligt.

"Vores egen oplevelse var, at det var nemt at få en aftale på plads med en sugardaddy. Vi skrev til 2-3 stykker, som alle var klar på at mødes," siger de.

Størstedelen af de mænd, som skrev til dem, var i 40'erne eller 50'erne.

"Måske er de ensomme, måske kan de ikke score unge piger i byen, måske tænder de bare på at betale," reflekterer Silke Seland.

Sugardating i gråzonen

De seneste år har diskussionen om sugardating fyldt debatten, især om hvordan man skal anskue det. Er det en date, som forkæler med oplevelser og gaver, eller er det ren prostitution?

For de to HF-elever er spørgsmålet ikke så nemt at svare på.

"Udgangspunktet for sugardating er, at man gør noget for penge, og dermed er det prostitution. Også selvom aftalen blot er at holde en med selskab," siger Silke Seland, men modificerer så sin holdning.

"En middag uden sex er ikke prostitution, men med sugardating kan en ung kvinde nemt stå fanget i en situation, hvor hun ikke føler, at hun kan sige fra," siger hun.

Emma Dahlstrøm påpeger, at med en sugardate har man, modsat datingappen 'Tinder', gået med på præmissen om, at man får noget for at være på date med personen.

"Folk må selvfølgelig selv bestemme, men jeg ser det som prostitution, og derfor vil jeg fraråde folk at gøre det. Hvis de gør det, skal de virkelige genoverveje, om de mentalt kan håndtere det. Nogle kan klare det, andre kan ikke," siger Emma Dahlstrøm.

"Ja, tænk over dine værdier og drøft det med en tæt på, før du gør det. Sex er en intim ting, som man ikke skal gøre med hvem som helst. Og slet ikke for penge eller materielle ting," understreger Silke Seland.

Publiceret 13 September 2018 14:16

SENESTE TV