Antimuslimsk provo-politiker prædikede foran Bazar Vest: Angrebet med tomater

Partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, var en tur forbi Bazar Vest for at lave en af sine famøse videoer

Af
Danni Paulsen og Jeppe Rafn

Opskriften er simpel: Med folk til at beskytte sig, kameraer til at filme det hele og et mundtøj med et væld af provokerende gloser tropper han op i et belastet boligområde og håber på en reaktion.

Rasmus Paludan er blevet berømt og berygtet for sine YouTube-videoer, hvor han blandt meget andet fortæller ikke-etniske danskere, at de skal rejse hjem, og at muslimer er samfundstabere, der voldtager.

Søndag middag var partilederen for højreorienterede Stram Kurs en tur forbi "taber-ghettoen", som han kalder den, Bazar Vest i Aarhus.

Og han fik den reaktion, han kom efter.

Efter at have forkyndt sit budskab i cirka 15 minutter på Bazar Vests parkeringsplads fik han smidt tomater efter sig.

Paludan fik råbt efter nogle mennesker og tilkaldt politiet, før han til sidst begav sig videre mod Finlandsparken i Vejle for at lave endnu en video.

Af Østjyllands Politis døgnrapport fremgår det, at Paludan ikke blev ramt af tomaterne.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus, at der er oprettet en sag vedrørende forsøg på vold.

I videoen fra Bazar Vest siger Rasmus Paludan, at han gerne ville demonstrere, men at han ikke må, fordi politiet har gjort det forbudt at demonstrere i hele Aarhus Vest.

Det afviser Østjyllands Politi.

”Det er ikke rigtigt, men demonstrationer skal anmeldes til politiet. Jeg ved ikke om der var anmeldt en demonstration," siger kommunikationsrådgiver Janni Lundager.

Herunder kan du se Stram Kurs' video fra Bazar Vest-besøget:

Publiceret 08 October 2018 16:47

SENESTE TV