Clairvoyante Anne Mette taler med havnekatte: "Han prøver at finde sig selv efter kastrationen"

Hundesteds havnekatte har haft besøg af en dyreclairvoyant

Af
Esther Mauck Dyrby

”Det er et spørgsmål om tillid at være her, han prøver at finde sig selv efter kastrationen” siger Anne Mette Oxe, mens hun stiller skarpt på et foto af en sort-hvid kat ved navn Lurifax.

Anne Mette Oxe er dyreclairvoyant. Efter eget udsagn kan hun fornemme dyrenes følelser og energi og telepatisk indstille sig på deres tanker og behov:

”Jeg har et stort hjerte for dyr. Jeg vil derfor gerne være med til at fremme dyrs trivsel. Der er mange husdyr, som har mistet kontakten til sig selv. De er blevet menneskeliggjort og er på den måde blevet identitetsløse”, fortæller Anne Mette Oxe.

Torsdag kom hun til Hundested Havn, hvor hun sammen med Ina Damgaard fra gruppen ”Hundested Havnekatte” prøvede at komme i kontakt med de ca. 15 havnekatte.

Den dyreclairvoyante Anne Mette Oxe og Ina Damgaard i samtale på Hundested Havn.

Den dyreclairvoyante Anne Mette Oxe og Ina Damgaard i samtale på Hundested Havn.

”Det er ikke nemt, for kattene dukker jo ikke bare op, når man kommer”, siger Ina Damgaard.

Alligevel lykkedes det for Anne Mette Oxe at komme i kontakt med 12 katte, der på mystisk vis alle dukker op, da hun nærmer sig. De tre manglende katte bliver i stedet kontaktet via foto.

Især Lurifax skæbne er Ina Damgaard optaget af, for han har en særligt historie:

”Da han blev kastreret, hentede jeg ham hos dyrlægen og kørte ham hjem til mig selv i Lynæs. Det var planen, at han skulle have en overnatning og komme sig, inden han skulle genudsættes. Men da jeg tager transportkassen ud af bilen, hopper katten så uroligt rundt, at lågen går op, og katten løber væk. Siden så vi intet til Lurifax”.

Efter tre uger får hun hjælp af den dyreclairvoyante Anne Mette Oxe, som fortæller, at katten efter kastrationen skal genfinde den mistede tillid, før han viser sig igen. Hun prøver derfor telepatisk at kalde på ham og formidle, at der ingen grund var for at være bange.

Og så skete det, som Ina Damgaard betegner som et lille mirakel: Efter at have været væk i tre uger kommer Lurifax tilbage dagen efter, Anne Mette Oxe telepatisk har kaldt på ham.

12 havnekatte mødte op for at få sig en telepatisk snak - og lidt mad. Fotos: Esther Mauck Dyrby.

12 havnekatte mødte op for at få sig en telepatisk snak - og lidt mad.

Publiceret 24 October 2018 09:23