Foto: Google Street View

Elever bortvist permanent fra skole: Gav kammerat fødselsdagstæsk

Af
Jacob Nielsen

10 elever, som den 9. november tildelte en kammerat en omgang "fødselsdagstæsk" i skolens gymnastiksal, er blevet bortvist fra Roskilde Katedralskole. Nogle er blevet midlertidigt udelukket fra undervisningen, men andre er blevet permanent bortvist fra. Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.

Eleverne filmede det fingerede overfald og lagde det på de sociale medier, og da det kom til skolens kendskab blev de alle hjemsendt.

Der er efterfølgende blevet afholdt samtaler mellem skolen, eleverne og deres forældre, og selvom både de 10 hjemsendte og det 16-årige "offer" tilsyneladende er enige om, at tæskene var

iscenesatte og for sjov, og at alle slag og spark kun var markeringer, så har skolen alligevel valgt at føre sanktionerne igennem og permanent bortvise flere af de involverede.

"Det er vores ansvar at sikre et trygt og godt læringsmiljø for de 1450 elever på Roskilde Katedralskole. Gensidig respekt og positiv adfærd er noget, vi værner om. Vold eller anden krænkende adfærd hører ikke hjemme på gymnasiet. Det fremgår klart af skolens studie- og ordensregler. Forældre og elever skal vide, at det er trygt at gå på Roskilde Katedralskole," siger rektor Claus Niller.

Den 16-årige har ifølge B.T. fortalt, at han selv var gået med på spøgen om at få "tæsk" og ikke ønskede at gå videre med sagen i forhold til politiet. Politiet har da også standset efterforskningen og droppe alle sigtelser mod drengene.

Flere af dem må nu ud og lede efter en ny skole, hvorpå de kan færdiggøre deres skolegang.

Publiceret 04 December 2018 10:42

SENESTE TV