Foto: Johner Images/Ritzau Scanpix

Foto: Johner Images/Ritzau Scanpix

Lokal toppolitiker: Veganerforslag er hul i hovedet

Forslag om en ugentlig kødfri dag i Aarhus Kommune var til debat onsdag i byrådet

Et forslag om at alle institutioner og kantiner i Aarhus Kommune fast skal tilbyde et måltid uden kød om uge, får en hård medfart hos rådmanden for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive, som mener, at det vil bryde med princippet om selvbestemmelse og vil give madspild, skriver Lokalavisen Aarhus.

"Vores plejehjem har i de seneste år taget et kvantespring i forhold til økologi og madspild, men der er stadig frihed for medarbejderne samt medbestemmelse for borgerne. Vi producerer al slags mad, der efterspørges, men det skal efterspørges, for det er borgerne, der betaler for det. Nu vil man fast producere et måltid, der ikke efterspørges. Det er rent ud sagt hul i hovedet og vil give madspild," sagde Jette Skive under debatten om forslaget, som varede næsten tre kvarter ved onsdagens byrådsmøde i Aarhus Kommune.

Udenfor rådhuset viste en gruppe folk deres opbakning til forslag om mindre kød. Pressefoto

Udenfor rådhuset viste en gruppe folk deres opbakning til forslag om mindre kød. Pressefoto

Ifølge Lokalavisen Aarhus er der dog politisk flertal for forslaget, for det er fremstillet af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Alternativet, som sidder på 16 af byrådets 31 pladser.

Byrådets andre partier er skeptiske blandt andet fordi, Sundhedsstyrelsen fraråder vegansk mad til små børn.

Borgmester Jacob Bundsgaard afsluttede debatten med at konkludere, at forslaget har en økonomisk effekt, og derfor skal behandles i magistraten, som består af de politiske rådmænd og flere fremtrædende byrådspolitikere.

jn

Publiceret 13 December 2018 13:02

SENESTE TV