Aarhus Kommune sender snart p-vagter på vejene i byens ghettoområder Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Aarhus Kommune sender snart p-vagter på vejene i byens ghettoområder Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

P-vagterne kommer! Har holdt sig væk fra disse områder - det er slut nu

Positiv udviklingen i Aarhus-ghettoer gør, at byens parkeringsvagter nu igen kan patruljere

Der har ikke været stor risiko for at få en parkeringsbøde i Aarhus-ghettoerne Gellerup, Toveshøj og Bispehaven de seneste år. Grunden er, at kommunens cityassistenter bividst har holdt sig væk.

"Vi har ikke kontrolleret i hele den periode, der har været uroligt, og slet ikke mens der har været visitationszone. Vi tager ikke ud til et sted, hvor selv brandvæsenet ikke vil køre ud uden politieskorte," siger driftschef for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kim Gulvad Svendsen, til Lokalavisen Aarhus.

Men fremover bliver det anderledes. Ifølge Kim Gulvad Svendsen er man ved at gøre klar til at foretage kontroller igen efter et par år uden. Boligområderne har den seneste tid været igennem er positiv forandring, der gør, at kontrol nu igen bliver mulig.

"Nu, hvor det hele begynder at se fornuftigt ud, har vi en god dialog med politiet om, at vi ligeså stille begynder at være synlige i gadebilledet i de her områder. Vi er ikke gået i gang, men vi er i dialog og ude at snakke med foreninger. Og langsomt, men sikkert, forbereder vi folk på, at vi også vil være hér for at kigge på parkeringskulturen," siger Kim Gulvad Svendsen til Lokalavisen Aarhus.

På spørgsmålet om hvorvidt driftschefen forstår de borgere, som synes, det er for galt, at man kan slippe for myndighedernes kontrol, bare fordi der har været ballade, siger han:

"Ja, det kan jeg godt, men så er det også fordi, man ikke ser det ud fra en helhedsbetragtning. Arbejdsmiljømkostningerne af at gå der kan blive for store i forhold til effekten. Så vil vi hellere gå i gang i en periode, hvor tingene udvikler sig positivt, som tilfældet er nu. Der er ingen områder, der slipper, men i en periode frarådede politiet os at være i Gellerup, og jeg skal ikke sende mine folk ud i et område, hvor der er unødig stor risiko for konflikter og farlige situationer. Det vil jeg simpelthen ikke," siger Kim Gulvad Svendsen til Lokalavisen Aarhus.

jn

Publiceret 06 February 2019 00:00

SENESTE TV