Foto: Morten Timm og Din Parkering

Foto: Morten Timm og Din Parkering

Parkeringsselskab i modvind: Her kan du få p-bøder efter 0 minutter

Parkeringsselskabet Din Parkering arbejder med observationstider på helt ned til 0 minutter i Hørsholm

Det er to timer siden, du satte skiven i forruden på din bil, og de to timers fri parkering er netop udløbet. Du iler ud til bilen, men det er for sent - et minut for sent - og der sidder allerede en afgift i ruden.

Scenariet er ikke kun ren fantasi. I Hørsholm har flere oplevet, hvordan parkeringsselskabet Din Parkering, som er tilknyttet flere parkeringsarealer i kommunen, er benhårde og meget hurtige på aftrækkeren, når der skal kradses penge ind. Faktisk arbejder de nogle steder med en observationstid på helt ned til 0 minutter, fra de ser en bil, hvis p-skive er udløbet og indtil afgiften sidder i forruden, skriver Ugebladet Hørsholm.

En af dem, der er stødt på en parkeringsvagt fra selskabet, er Thomas Bak fra Kokkedal. Han holdt den 4. februar kl. 16.34 parkeret på p-pladsen på Syrenvej ved Lagkagehuset i Hørsholm, som har to timers tidsbegrænsning. P-skiven i Thomas Baks Citroen var sat til klokken 14:30, og allerede 16:31 sad en afgift på 795 kroner i ruden.

"Juridisk er det en overskridelse, det er jeg med på. Jeg synes, det er en amoralsk adfærd. Min bil var nærmest den eneste på pladsen og det drejer sig om minutter," siger Thomas Bak, som har følelsen af, at nogen har stået og luret på ham, og at p-pladsen er en ren pengemaskine, skriver Ugebladet Hørsholm.

Maria Larsen fra Din Parkering bekræfter, at observationstiden godt kan være helt ned til 0 minutter. Hun ønsker dog ikke at oplyse, hvad observationstiden konkret er på P-pladsen ved Lagkagehuset.

"Det oplyser vi ikke. Det er noget, der aftales i kontrakten mellem os og p-pladsens ejer," siger Maria Larsen til Ugebladet Hørsholm.

Administrerende direktør Jesper Vissing fra Rungsted Ejendomme, der ejer parkeringsarealet, forklarer, at han er interesseret i "at have flow i tingene".

"I de ejendomme, hvor vi har parkeringspladser, er der forretninger, der lever af at have kunder. Langtidsparkering giver ikke omsætning," konstaterer Jesper Vissing til Ugebladet.

jn

Publiceret 26 February 2019 14:10

SENESTE TV