Arkivfoto

Arkivfoto

Selskab udskrev stribevis af p-bøder - nu kan bilisterne rive dem alle i stykker

Frustrerede bilister i Frederikssund kan ånde lettet op. Parkeringsafgifter fra selskabet P-Park var ulovlige

En række bilister fik før jul udstedt parkeringsafgifter for at parkere på en parkeringsplads bag Jernbanegade i Frederikssund. Bilisterne var dybt utilfredse og påpegede, at skiltningen på stedet var alt for dårlig.

Nu viser det sig, at selskabet med bødeblokken slet ikke havde ret til at udskrive afgifterne, skriver Lokalavisen Frederikssund.

For at opkræve kontrolafgifter på private parkeringspladser, skal man være tilmeldt Parkeringsklagenævnet, og det var P-Park, der stod som afsender af afgifterne, ikke. Derfor kan alle de bilister, der har modtaget en afgift siden sommeren 2018, rive den midt over.

"Lovgivningen er for så vidt ganske klar. Det er selvfølgelig fysisk muligt at udstede kontrolafgiften. Man er bare ikke berettiget til at opkræve den, når man ikke er tilmeldt klagenævnet. Det betyder, at modtageren ikke har pligt til at betale, og at afsenderen ikke vil kunne komme igennem med et krav om betaling. Heller ikke selv om de truer med inkasso," siger sekretariatschef i Parkeringsklagenævnet, Dennis Laue, til Lokalavisen Frederikssund.

P-Park lukket

Svend Erik Kibernich er manden bag P-Park og samtidig ejer af ejendommen med det tilhørende parkeringsareal. Han har nu lukket parkeringsselskabet og siger dette om sagen til Lokalavisen Frederikssund:

"Efter jeg er blevet pensionist, dog meget aktiv pensionist med udlejning af vores lejemål , syntes jeg at jeg selv kunne passe denne P-plads. Dog var jeg ikke klar over alle de problemer det indebar før nu, bl.a. at jeg skulle være medlem af et parkeringsankenævn. Man kan ikke vide alt her i livet, noget får man først at vide, når det er for sent."

Han oplyser, at det nu bliver et andet selskab, som får lov til at varetage opgaven.

jn

Publiceret 14 March 2019 00:00

SENESTE TV