Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock wayne_0216 - stock.adobe.com

Toves opråb: "Hvis I tror der har været krise så bare vent - den er slet ikke startet endnu"

Vi danskere elsker at handle på nettet. Ifølge Dansk Erhverv ligger vi i top sammenlignet med resten af EU, når man ser på, hvor stor en andel af befolkningen, der handler online. Og det er mange penge der shoppes for. 123 milliarder kroner e-handlede danskerne for i 2017, og heraf estimerer Dansk Erhverv, at knap 41 milliarder kroner af dem blev brugt i udenlandske netbutikker.

Den udvikling presser naturligvis de danske detailbutikker og vækker bekymring - også ude i landet blandt almindelige borgere. En af dem er Tove Jensen fra Sæby, som kommer med et opråb til danskerne på facebook, hvor hun skriver:

"Kære alle i mennesker der sidder og netshopper. Er i klar over, hvad der sker, når I sender millioner af kroner ud af Danmark hver dag, for at sparer 50 kr.? Er I klar over, hvor mange arbejdspladser der forsvinder her i Dk? Zalando er tysk osv. Ved I egentlig, hvor i sender de danske skattekroner hen? Hvis I tror, der har været en krise, så bare vent. Den er slet ikke startet endnu. Der kommer så mange lukninger af butikker i 2019-20 og det pga. af jer. Betyder det virkelig så meget for jer ikke at lette røven og komme ud i det virkelige liv og støtte op omkring de butikker, der kæmper så hårdt for at overleve, eller rager det os bare? spørger Tove i sit opslag.

Tove Jensen, som siger, hun ikke selv er direkte involveret i detailhandel, uddyber her sin bekymring.

"Jeg er meget bekymret for de mange tomme butikslokaler, der efterhånden findes i alle byer. Man hører om folk, der går ind i butikker og prøver sko, tøj og ser på køkkenmaskiner og hvidevarer og får en fantastisk service - for derefter at gå hjem og bestille varene på nettet for at spare måske 50 kroner. Vi havde en lille lokal købmand, som måtte lukke. Under ophørsudsalget kom mange ‘nye’ kunder og gav udtryk for at "det vel nok var ærgerligt, at hun måtte lukke". Men på spørgsmålet om de også kom og købte inden ophørsudsalget, så blev de flove og skyndte sig videre," fortæller Tove til Lokalavisen.dk.

Hun har på sin egen måde taget kampen om mod butiksdøden.

"Vi er en sammenbragt familie med 7 børn, 7 svigerbørn og snart 14 børnebørn, og vi besluttede at købe ALLE julegaver i 2018 i 9300, Sæby. Jeg kan ikke sige, at jeg slet ikke handler på nettet. Men jeg gør det kun, hvis det ikke kan købes lokalt," siger Tove Jensen, som håber, at hendes opråb vil få flere til at tænke over, om deres kommende indkøb skal støtte store multinationale virksomheder eller hårdt trængte lokale butikker.

Deler du Toves bekymring? Deltag i debatten i facebookopslaget herunder:

jn

Publiceret 19 March 2019 12:40

SENESTE TV