Venstre vil hæve prisen på cigaretter til over 60 kroner for en pakke.

Venstre vil hæve prisen på cigaretter til over 60 kroner for en pakke. Modelfoto: Adobe Stock

Løkke: En pakke cigaretter skal koste over 60 kroner

Venstre vil hæve prisen på cigaretter for at få færre til at ryge

Af
Jeppe Rafn

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har præsenteret en ny plan fra sit parti Venstre, som skal komme stigende ungdomsrygning til livs og give den første røgfri generation i 2030.

Regeringspartiet vil sætte prisen på cigaretter op med omkring 20 kroner, så en pakke cigaretter koster over 60 kroner. Derudover skal tobak gemmes væk under disken, og cigaretpakker skal være neutrale for ikke at lokke letpåvirkelige unge i fordærv.

Det skal desuden være forbudt at ryge på grundskoler og ungdomsuddanneler.

Lars Løkke Rasmussen løftede sløret for planen i dag, da han var gæstetaler ved Kræftens Bekæmpelses repræsentantskabsmøde i Kolding.

Planen vækker begejstring hos Kræftens Bekæmpelse, der arbejder på at få færre til at ryge.

"Prisen på cigaretter skal ikke være børnevenlig. Jo dyrere tobak er, jo færre børn og unge begynder at ryge. Det viser alle undersøgelser," siger Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker i en pressemeddelelse.

Næsten hver tredje dansker mellem 16 og 24 år ryger, og tallet er på vej op. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der hver dag 40 danske børn og unge, som begynder at ryge.

"Højere priser er uden sammenligning det mest effektive redskab til at begrænse rygning. Hvert år er tobakken skyld i næsten 14.000 dødsfald i Danmark. Tobak forårsager kræft og mange andre alvorlige sygdomme," siger Jesper Fisker.

Kræftens Bekæmpelse ser en eventuel prisstigning til 60 kroner som et skridt i den rigtige retning, men ønsker prisen sat op til 90 kroner.

Publiceret 25 May 2019 15:29