Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Lille pige blev dræbt på Storebæltsbroen

En pige på halvandet år mistede livet, mens hendes far brækkede ryggen i en alvorlig ulykke på Storebæltsbroen i november sidste år. Nu er lastbilchauffør og bilist tiltalt for uagtsomt manddrab.

Det endte dybt tragisk, da en lastbil læsset med 13 tons minkfoder natten til søndag 18. november sidste år tabte en del af sin last ud på kørebanen på vej over Storebæltsbroen.

Vejbanen blev spejlglat, og efterfølgende sammenstød mellem flere biler på broen kostede en halvanden år gammel pige livet, mens hendes far brækkede ryggen, skriver TV2 Fyn.

Mandag begynder en retssag, som skal sætte punktum i den tragiske sag. To personer er tiltalt for uagtsomt manddrab.

Lastbilchaufføren, som blot fortsatte sin kørsel efter at have tabt minkfoderet, og en bilist, som ikke tilpassede sin kørsel efter forholdene på broen. På trods af advarsler om glat føre og tabt gods, kørte han med alt for høj hastighed direkte ind i bilen med den lille pige og hendes far, skriver TV2 Fyn.

Der er afsat to dage til sagen, som skal køre ved Retten i Svendborg.

jn

Publiceret 23 August 2019 16:21