Jacob Tremblay, Keith L. Williams og Brady Noon i ungdomskomedien ’Good Boys’. Foto: UIP

Jacob Tremblay, Keith L. Williams og Brady Noon i ungdomskomedien ’Good Boys’. Foto: UIP

Grove jokes, vittige drenge og vilde fester

Fra ’Superbad’ til ’Good Boys’

Af
Bjarke Friis Kristensen

kino.dk

bio Tilbage i 2007 bragede det dynamiske trekløver Jonah Hill, Michael Cera og Christopher Mintz-Plasse igennem med ungdomskomedien ‘Superbad’, hvor de spiller tre teenagere og outsidere, der kommer på vilde eskapader, som involverer sin del af grove jokes, vilde optrin og ikke mindst et utal af f-ord.

De tre stjernefrø har deres og se til i komedien ’Good Boys’. Foto: UIP

De tre stjernefrø har deres og se til i komedien ’Good Boys’. Foto: UIP

Filmen har siden sin premiere fået status af nyklassiker i sin genre, forståeligt nok. Bl.a. på grund af sine yderst sjove, skæve og skøre bikarakterer, mange veltimede jokes og så naturligvis de tre hovedroller, som absolut er svære ikke at holde af og holde med i en komedie, hvor det stikker helt af i absurde og morsomme situationer.

Den nye teen-komedie ’Good Boys’, der gik nr. 1 på biohitlisten i USA, handler om tre drenge, der i filmen pjækker fra skole for at tage på episke strabadser.

Trekløverets rejse byder således bl.a. på både stjålne stoffer og forfølgelse af en flok teenagepiger. Alt sammen mens de må forsøge at nå hjem inden en længe ventet fest. På den måde læner filmen sig op af ’Superbad’, der ligeledes har ingredienser som stoffer, fester og teenagere på menuen.

Tamponer og sexgynge

De tre drenge i ’Good Boys’ er dog lige en smule yngre - nemlig omkring de 12 år - modsat i ’Superbad’, hvor de tre hovedroller er ældre teenagere. Ikke desto mindre er det bl.a. samme grovkornede vittigheder og vanvittige optrin, som begge film byder på.

I ’Good Boys’ må drengene bl.a. slås med spørgsmålet om, hvad tamponer og en sexgynge er. Komedien er desuden produceret af netop folkene bag den legendariske ‘Superbad’. Så at filmen lægger sig i samme grovkornede vene med en ligeledes høj censur, er altså ikke helt tilfældigt.

Rollerne i ’Good Boys’ spilles af Jacob Tremblay, Keith L. Williams og Brady Noon. Særligt kan man her bemærke 12-årige Jacob Tremblay, der allerede har haft særdeles seværdige roller i ligeledes seværdige film.

Man kan her bl.a. nævne Oscar-vinderen og det gribende drama ’Room’ fra 2015, hvor han spiller drengen Jack, der bliver holdt fanget i et lille klaustrofobisk rum sammen med sin mor. Herudover finder man også den unge skuespiller i den Oscar-nominerede ’Wonder’ fra 2017, der er historien om den 10-årige Auggie, som er født med et deformt ansigt og nu skal begynde på den lokale privatskole i 5. klasse.

Ungdomskomediegenren er dog ikke nogen ny opfindelse med ’Superbad’, men går længere tid tilbage i filmhistorien.

Her finder man bl.a. ’The Breakfast Club’ (1985), hvor en række unge outsidere må forsøge at klare hinandens selskab, da de får en eftersidning. I ’Ferris Bueller's Day Off’ (1986) står den på en vild pjækkedag, mens nyere film i genren så som ’American Pie’ (1999) også har unge mennesker i centrum, der slås med både sex, kærester og fester.

I samme åndedrag skal nyere film som ’Mean Girls’ (2004) med en gruppe stride piger, ’Juno’ (2007) med en uventet graviditet og ’Easy A’ (2010), hvor der er ungdoms-rygter er i sving også nævnes.

Læs om aktuelle og kommende film på kino.dk

FAKTA

Good Boys

Genre: Komedie

Instruktør: Gene Stupnitsky

Skuespillere: Jacob Tremblay, Keith L. Williams, Brady Noon

Spilletid: 1 time 29 minutter

Land: USA

Publiceret 10 September 2019 08:00