Ekspert:

Ulve bliver hverdag i Østjylland

Kvinde mener, hun så en ulv i dag syd for Skanderborg

En stor og sund ulv blev mandag formiddag klokken 10.30 set krydse en vej 10 kilometer syd for Skanderborg.
Det skriver foreningen Ulvetracking Danmark på sin facebookside.
"Dyret var grå, brun og havde karakteristisk bevægelsesmønster og udseende. Observeret i dagslys på 150 meters afstand," står der i opslaget.
TV2 Østjylland har talt med Kim Møller fra foreningen Ulvetracking Danmark, der er et netværk af danskere med interesse for ulve. Han fortæller til TV-stationens hjemmeside, at det var en kvindelig bilist, der gjorde observationen.
TV2 Østjylland har også talt med Naturhistorisk Museum i Aarhus, der beskæftiger sig med at dokumentere ulve i Danmark. Der er ikke dokumenteret ulve i det seneste år hverken i det midtjyske eller østjyske, men derfor kan det godt være en ulv, kvinden i dag så syd for Skanderborg.
LÆS OGSÅ: Ulven kommer - men er den velkommen?
"Det kan sagtens være en ulv, som vi endnu ikke har nogen spor på. Én observation skal jo være den første. Vi har fået en række henvendelser med mulige iagttagelser i Østjylland," siger forskningschef Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus til TV 2 Østjylland og tilføjer:
"Det bliver hverdag at se ulve i den her del af landet. Det er et spørgsmål om tid. Det midtjyske område er et egnet levested. Der skal nok komme en ulv, som slår sig ned på et tidspunkt. Og det kan være, det første skridt er taget i den retning med observationen fra i dag."
Ulven, som kvinden mener at have set i dag, forsvandt ind i en tæt bevoksning efter at have krydset vejen syd for Skanderborg.
 

Publiceret 15 January 2018 16:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV