Fanfraktionen Blue Army sættes i forbindelse med rockerklubben Hells Angels og deres supportgruppe AK81. Ingen af fodboldfansene på billedet har relation til Blue Army. Foto: Monica Olsen

Fanfraktionen Blue Army sættes i forbindelse med rockerklubben Hells Angels og deres supportgruppe AK81. Ingen af fodboldfansene på billedet har relation til Blue Army. Foto: Monica Olsen

Blue Army sættes i forbindelse med HA

Hells Angels formodes at finde rekrutter blandt medlemmerne af fanfraktionen Blue Army. Det skriver Rigspolitiet i en banderapport

Af
Monica Olsen

Der er noget, der tyder på, at rockerklubben Hells Angels har fået øje på et potentiale hos medlemmerne af Lyngby Boldklubs fanfraktion Blue Army. I en ny banderapport skriver Rigspolitiet, at HA formodes at rekruttere medlemmer til AK81, der er HAs supportgruppe, blandt Blue Army-tilhængerne.

Blue Army er flere gange blevet sat i forbindelse med slagsmål med andre fodboldfans. 22 lyngbyfans blev i sidste uge dømt for netop at planlægge og gennemføre et slagsmål mod FCKs fanfraktion Copenhagen Casuals.
De blev alle sat i forbindelse med Blue Army af anklagemyndigheden, men nægtede samstemmende at have en relation til fraktionen.

Oplysningerne i banderapporten stammer fra Nordsjællands Politi. Til DRs P3-nyheder siger politiinspektør Allan Nyring fra Nordsjællands Politi, at politiet ikke ved, om nogle fra Blue Army er blevet optaget i AK81.

"Det er ikke sådan, at man ligefrem går rundt med medlemskort, men vi har helt klart en fornemmelse af, at der er meget tætte interesser. Vi har også en helt klar fornemmelse af, at de er mere end bare gode venner," siger Allan Nyring.

Nordsjællands Politi har en enhed, der holder øje med alle fodboldfans i Nordsjælland. Nogle af betjentene derfra holder til på lokalpolitistationen i Lyngby, hvor vicepolitiinspektør Steen Nonbo er chef.

Han siger, at det lokale politi holder øje med eventuelle forbindelser mellem Blue Army, HA og AK81.

"Det er selvfølgelig noget, vi holder nøje øje med, så vi har et så godt efterretningsbillede som muligt."

Han kan dog ikke utvetydigt sige, om der er medlemmer af Blue Army, som nu er en del af AK81.

"Jeg vil ikke udelukke, at nogen kan være blevet medlem af AK81 og der er jo ikke et offentligt medlemskartotek, men vi kan konstatere, at de frekventerer hinanden," siger Steen Nonbo.

Ifølge Steen Nonbo har det lokale politi registreret, at medlemmer af HA, AK81 og Blue Army har færdes de samme steder og blandt andet har været til fodbold sammen.

Politiet kan ikke gøre noget aktivt for at forhindre Blue Army-folk i at melde sig ind i AK81. Men Steen Nonbo mener, at de unges forældre kan bidrage til at forhindre det.

"Jeg kan kun appellere Blue Army til at afholde sig fra indmelding, men der vil altid være nogle som føler sig tiltrukket af banderne og deres fællesskab.
Hvis jeg skal løfte en pegefinger, så vil jeg opfordre forældrene til at observere, hvem deres børn færdes med. Hvis de ender i Blue Army kan de på sigt ende med at rykke over på den anden front. Det er min erfaring, at det sjældent fører noget godt med sig at være en del af den fraktion," siger Steen Nonbo.

Ifølge Rigspoltiets banderapport har AK81s afdeling i Lyngby to medlemmer. De overvåges af Rigspolitiet.

null

Publiceret 18 March 2009 12:07

SENESTE TV