Arkivfoto

Arkivfoto

Minister raser over Gilleleje-fiskere

Fødevareministeren vil skærpe sanktionerne, hvis fiskerne i Gilleleje ikke straks stopper det ulovlige torskefiskeri i Kattegat.

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det ulovlige torskefiskeri i Kattegat nord for Gilleleje skal stoppes straks. Sådan lyder det nu fra fødevareminister Henrik Høegh (V), skriver Ritzau.
"Det er helt uacceptabelt. Hvis det ikke stopper nu, så må vi skærpe sanktionerne over for fiskerne", siger Henrik Høegh til Radioavisen.
Udtalelsen kommer efter, at Greenpeace ved hjælp af hemmeligt installerede GPS-sendere på kuttere har afsløret, at fiskere fra Gilleleje har fisket i et område, hvor det er forbudt at fiske.
Fiskerikontrollen har fem gange i år - seneste tilfælde var i mandags - afsløret ulovligt fiskeri i området, mens den svenske kontrol har afsløret 20 tilfælde af ulovligt fiskeri.
Større bøder
Bøden for ulovligt fiskeri er på størrelse med, hvad der svarer til én dags indtjening, og det er tilsyneladende ikke nok til at holde fiskerne borte fra det ulovlige område.
Fødevareminister Henrik Høegh er ikke umiddelbart indstillet på at skærpe sanktionerne så meget, at licensen kan fratages den enkelte fisker.
"Det vil være at tage levebrødet fra fiskeren. Men hvis det uacceptable fiskeri ikke stopper nu, så skal der skrappere sanktioner til", siger ministeren.

Publiceret 25 August 2010 09:34

SENESTE TV