16-årig frarøvet jakke af drengebande

Fire drenge truede 16-årig til at udlevere Northface jakke

En 16-årig dreng blev fredag aften ved 21.30-tiden passet op af fire andre drenge og fik frastjålet sin jakke, da han på Sandskårsvej i Frederiksværk stod i et lyskryds, og ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen.

Den ene af drengene fra flokken på fire spurgte først den 16-årige dreng om vej til stationen, og imens den 16-årige forklarede i hvilken retning, de fire drenge skulle gå for at komme dertil, så slog de tre andre ring om den 16-årige.

Pludselig fik piben en anden lyd, og nu forlangte den spørgende dreng istedet for at få at vide, hvor meget den 16-åriges jakke kostede.

Derefter blev det 16-årige offer truet til at tage sin jakke af og aflevere den, hvis han ville undgå at få tæsk.

Derefter forsvandt drengebanden i retning mod Netto, og det 16-årige offer skyndte sig at cykle hjem til forældrene, der kort efter anmeldte sagen til Nordsjællands Politi klokken 21.37.

Signalement

Offeret har beskrevet de fire gerningsmænd som værende i alderen fra 13-17 år.

De tre af dem havde anden etnisk oprindelse end dansk, mens den sidste beskrives som etnisk dansk.

Der er et detaljeret signalement af to af gerningsmændene:

Den toneangivende dreng under røveriet var cirka 15-17 år, omkring 170-175 centimeter høj, glatbarberet og var iført sort trøje og buks.

Hans næse havde ifølge offeret ligesom et knæk.

En anden af drengene beskrives som værende cirka 13-15 år, omkring 160-165 centimeter høj og var under røveriet iført en rød jakke og bar en grøn kasket.

De to sidste drenge var omkring 15-17 år og bar begge kasket.

Jakken, som de fire gerningsmænd truede sig til, havde en værdi af 2400 kroner.

Oplysninger i sagen til Nordsjællands Politi på telefon: 49 27 14 48 eller på: 114

Publiceret 11 September 2010 15:21

SENESTE TV