FC Nordsjælland pokalmestre igen

Efter en scoring i det 92. minut af indskiftede Søren Christensen, blev FC Nordsjælland pokalmestre igen med en sejr på 3-2 over FC Midtjylland søndag aften i Parken

Af
Af Mads Hussing og John Jessen Hansen (foto)

FC Nordsjælland var foran både 1-0 og 2-1, og i det 92. minut scorede indskiftede Søren Christensen til slutresultatet 3-2, og dermed kunne FC Nordsjælland for andet år i træk, lade sig hylde som pokalmestre.
FC Midtjylland var i lange perioder det bedste hold, men FCN var skarpe, og de klart bedste i det sidste kvarter. Dermed kunne jublen for alvor bryde løs blandt FCNs fans, der sad på Nedre C i Parken, da Søren Christensen køligt sparkede bolden i mål i det 2. minuts overtid.

Midtjylland begyndte bedst

I 1. halvleg havde FCM tre hjørnespark inden for de første to minutter, og havde i det hele taget styr på kampen fra start. Først efter otte minutter var Nordsjælland for alvor oppe ved Midtjyllands mål, og det blev til et par skud lagt udefra. Så skete det overraskende, at efter et par gode kombinationer på Midtjyllands banehalvdel, endte bolden hos Rawez Lawan, der sikkert scorede til 1-0.

Nordsjælland fik det svært

Målet fik Midtjylland til at presse endnu højere på banen og endnu mere aggressivt, og det gjorde at Nordsjælland fik svært ved at kombinere sig frem af banen. Nordsjælland havde i denne periode, nok at gøre med bare at få bolden væk.

Det store overtag i spillet til Midtjylland resulterede også i at Mikkel Thygesen kunne sætte bolden i kassen bag FCNs målmand Jesper Hansen. Dermed 1-1 og det var også stillingen ved pausen.

FCN scoring efter FCM-pres

Midtjylland begyndte 2. halvleg, som de sluttede 1. halvleg - med et stort pres på Nordsjællands mål. Nordsjælland ville dog lege med, og efter 54 minutters spil, så var Rawez Lawan igen fri foran mål, og kunne score til 2-1. Et par gode kmbinationer i venstre side satte Midtjyllands forsvar af, og Rawez Lawan udnyttede kynisk muligheden.

Yderligere pres på FCN

I de næste 10 minutter pressede Midtjylland på for en scoring, og holdet havde både en kæmpe chance til Rilwan Hassan og en friløber til Danny Olsen, og efter 71 minutter så dukkede Mikkel Thygesen igen op og bragte balance i regnskabet.
Det var fuldt fortjent at den kronragede Mikkel Thygesen, der efter kampen blev kåret til årets pokalfighter, kunne score til 2-2, så kampen igen var helt åben.

Nordsjællands bedste periode

Det skulle man tro ville bringe ekstra pres på Nordsjælland, men i den sidste 20 minutter spillede Nordsjælland fremragende.  Et par gode chancer til indskiftede Morten Nordstrand blev det til, men så skete det, der fik taget til at lette på C-tribunen og fik Midtjyllands supportere til at luske af.
Nordsjælland spillede i højre side, sparkede den indover, hvor Morten Nordstrand hoppede over bolden og der stod indskiftede Søren Christensen helt fri, og kunne sikkert score til slutresultatet 3-2 til FC Nordsjælland.

Dermed kunne FCN hæve pokalen for andet år i træk, og Midtjylland kunne for fjerde gang tage skuffede hjem fra en pokalfinale. FCNs fans kunne igen pakke det store banner ud, hvor der stod "FARUM POKALENS BY".

Publiceret 22 May 2011 23:09

SENESTE TV