89-årig redaktør er kommet i rekordbogen

Kaj Øgaard Sørensen har nu sort på hvidt, at han er verdens ældste og mest sejlivede avisudgiver

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Missionen er lykkedes: Kaj Øgaard Sørensen, der siden 1945 har udgivet Hareskov-Værløse Avis, er kommet i Guinness Rekordbog.
Han har nu sort på hvidt, at han er den ældste og mest vedholdende journalist i hele verden. Den 89-årige Kaj Øgaard Sørensen vil i dag, tirsdag, blive hyldet på Ryetbo Plejecenter i Værløse, hvor han har boet et stykke tid.
Det faktum, at stedet nu er hans bopæl, har ingenlunde afholdt ham fra fortsat at ville udgive Kajs Avis, som den kaldes - på www.kajsavis.dk.
"Kaj er blevet så engageret i, hvordan mennesker på et plejehjem oplever det, og det må han fortælle om. Dertil er han fortsat engageret i både den indenrigske og udenlandske debat", fortæller Inge-Margrethe Madsen, tidligere journalist på Furesøens Mediecenter og nær ven med den erfarne avismand, der tilføjer, at Kaj netop har lagt sidste hånd på de næste fem udgaver af avisen.
Hun har sammen med blandt andre tidligere Værløse-borgmester Ernst Ellgaard udgjort den gruppe, der skulle arbejde for at få Kaj optaget i det fine selskab.


Delte 4.000 aviser ud

For lidt mere end et halvt år siden så det ellers ud til, at Kajs Avis måtte pakke helt sammen. Efter sit 65 års jubilæum i september 2010 havde han selv delt 4.000 jubilæumsaviser ud i Værløse, men bentøjet kunne ikke klare den behandling, og så var Kaj Øgaard Sørensen blev indlagt på Herlev Hospital.
Men her var behandlingen tilsyneladende så god, at turen gik videre til genoptræning på Plejecenter Lillevang i Farum og senere til Ryetbo i Værløse.

null

Publiceret 15 August 2011 13:44

SENESTE TV