Foto: Rikke Søholm.

Foto: Rikke Søholm.

Ramt af vandbombe:

Tine fik blåt øje under løbetur

Under en løbetur blev Tine ramt i ansigtet af en slags vandbombe. Det betød et hævet og grimt blåt øje

En løbetur blev tirsdag afløst af et sæbeøje og en ordentlig forskrækkelse for 45-årige Tine Pilgård.
 
Tirsdag eftermiddag blev hun ramt i ansigtet af en slags vandbombe under sin løbetur på Gøgevang i Hørsholm.
 
Vandbomben ramte med så voldsom kraft, at Tine Pilgård har fået et blåt øje.
 
“Jeg kom løbende på Gøgevang cirka 100 meter væk fra Hørsholm Rideskole. Idet der kører en rød bil forbi mig, er der noget, der rammer mig i ansigtet. Jeg råbte efter bilen, men den fortsatte bare,” fortæller Tine Pilgård.

Opsprættet ansigt

Hun er sikker på, at der er noget helt galt med hendes ansigt.
 
“Jeg tror først, at det er blod, og at mit ansigt er sprættet helt op, for jeg var totalt våd over hele ansigtet,” fortæller Tine, som fik hjælp af en anden bilist og en dame på cykel.
 
“Jeg råbte og skreg som om, at jeg var sindssyg. Heldigvis var der en mandlig bilist, som hev mig hen til bilens sidespejl, så jeg kunne se, at jeg ikke havde brækket noget, og at det var vand. Det beroligede mig,” siger Tine Pilgård.

Ikke bare drengestrege

Episoden skete tirsdag mellem kl. 16.45- 17.00. Tine har siden været på skadestuen. Der var heldigvis ikke andre skader end sæbeøjet.
 
“Men jeg ser helt forfærdelig ud og kan dårligt se ud af det ene øje,” siger Tine.
 
Hun vil ikke ligefrem kalde episoden for drengestreger.
 
“Når man kommer i en bil, går jeg ud fra, at de er så voksne, at de har kørekort. Og når de har sigtet direkte efter ansigtet, så er det ikke bare drengestreger,” siger Tine.

Vandbombe kom fra rød bil

Bilen var en ældre, rød bil, men mere så Tine ikke.
 
“Man løber i sine egne tanker, så jeg så hverken nummerplade eller hvor mange, der var i bilen, men jeg fornemmede, at der var flere,” siger Tine.
 
Hun anmeldte episoden til politiet onsdag formiddag, hvor hun blev gjort opmærksom på, at en anden kvinde var ude for det samme mandag aften foran Netto på Alsvej.
 
På nuværende tidspunkt (onsdag eftermiddag red.) vil politiet ikke sige, hvad der skal ske i sagen.
 
“Vi skal have tid til at vurdere anmeldelsen og tage stilling til, hvad der skal ske,” siger pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.

Publiceret 27 October 2011 08:45

SENESTE TV