Arkivfoto.

Arkivfoto.

Grædende lærerinde dømt for sms-kærlighed med pige-elev

Af
Jesper Lundh

Som en nervøs skolepige lige før eksamen sad en 36-årig kvindelig lærer tirsdag formiddag og ventede på at retssagen mod hende skulle begynde. Her skulle Retten i Hillerød tage stilling til om hun begik noget kriminelt, da hun udvekslede 1200 kærlige sms'er med en kun 13-årig pige-elev, inviterede pigen i IKEA og til fodbold på Brøndby Stadion, købte parfume til pigen i fødselsdagsgave og ved flere lejligheder gav hende 'tantekys' på panden og kinderne.
Og rettens svar var ikke til at tage fejl af: Læreren blev idømt 14 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse.
Fra 1. marts til starten af sommerferien havde lærerinden og eleven tit kontakt over sms og Facebook når skoledagen på den nordsjællandske skole var slut. Det startede som lærerens støtte til 7.klasses-pigen med kærestesorger, men i løbet af de 1200 sms'er blev det efterhånden til hede kærlighedserklæringer.
”Luk øjnene og forestil dig følgende: Jeg kommer kravlende ind gennem vinduet, let og elefant! Men skynder mig over til din seng… Giver dig et kæmpe kram og fortæller dig hvor meget jeg har savnet dig i dag. Putter dynen tæt omkring dig, og giver dig et kys på panden :-* og hvisker ”Jeg elsker dig”!! Lægger mig bag dig, med en arm omkring dig ”sweet dreams” og holder dig tæt til du sover!!! Herefter kravler jeg (næsten lydløst) ud af vinduet igen… :D”
Sådan lød lærerindens ene sms, som hun ifølge hendes egen forklaring ikke mente der var noget galt i, da hun skrev den.
”Senere har jeg fundet ud af, at der kan være andre synsvinkler på det,” sagde hun i retten.
Her beskrev både læreren og eleven deres forhold som en slags moster og niece. Og den 36-årige 'moster' kunne tilsyneladende lide at være sammen med sin 13-årige 'niece'.
Familiært
En weekend inviterede læreren sin elev med på Brøndby Stadion for at se fodbold. En aften spurgte hun, om den 13-årige pige ville med i IKEA. Og da lærerinden er på ferie, har hun købt en parfume med hjem.
”Det var lige omkring hendes fødselsdag. Vi snakkede over Facebook dernedefra. Samtalen mundede ud i, at hun skulle have en gave, men jeg sagde, at hun skulle have lov af sin mor først. Jeg købte flere parfumer i den toldfrie, og hun endte med at få den ene, selvom hun ikke havde fået lov. Det var en tanketorsk fra mig,” forklarede lærerinden i retten.
Kort før sommerferien begyndte pigens fraskilte mor og far, at mistænke, at noget var helt galt. Moren undrede sig over, at læreren inviterede datteren i IKEA og til fodbold.
”Jeg synes ikke, min datter skulle være sammen med sin skolelærer i sin fritid,” fortalte moren, som heller ikke kunne lide, at den 13-årige kom senere og senere hjem fra skole.
En aften, da datteren kom for sent hjem fra fodbold, gik alvoren op for moren. Hun stod klar med varm mad, og da datteren ikke kom hjem, blev moren nervøs.
”Jeg ville ringe til hende, men mobilen lå i sofaen. Jeg kunne ikke lade være med at se den sidste sms. Den var fra hendes lærer og der stod ”Så kan du lære det, enebarn. Kan du have en god træning. Elsker dig,” forklarede moren.
”Jeg fik så ondt i maven. Virkelig ondt. For det er der jo ikke nogen andre voksne, der skal sige til mit barn.”
Hun har stadig ikke læst sms'erne.
”Jeg kunne ikke klare at se dem. Jeg får det så dårligt, og bliver så ked af, at jeg ikke har taget affære meget tidligere,” sagde moren.
Sygelig afhængighed
Også faren havde på fornemmelsen at noget var galt.
”Min datter havde en sygelig afhængighed af mobilen. Den var med overalt. Så en dag kom der en sms fra en 'lottemus'. Min datter sagde, det var fra en veninde, der hedder Charlotte, men det virkede ikke til at være hende,” sagde han i retten.
En af de følgende nætter lå han vågen og tænkte.
”Om morgenen gik jeg ind og tog hendes mobil, mens hun var i bad, og jeg læste den første sms med rystende hænder. Det var noget med kysser dig og elsker dig,” lød det i retten fra hendes rasende far. Han er ifølge anklageren tiltalt for trusler mod lærerinden. Trusler, som han angiveligt har sendt i en mail, men som ikke blev behandlet i retten i dag.
Samme dag, han opdagede sms'en, fortalte han det til moren, og sammen sendte de en mail til skoleinspektøren. Kort efter var lærerinden fortid på skolen.
Lærerinden, der er beskyttet af navneforbud, var også tiltalt for at kysse en elev på munden, men det blev hun frifundet for. Både pigen og læreren nægtede, at hun var blevet kysset.

Publiceret 02 October 2012 17:29

SENESTE TV