Dramatisk fødsel:

Kathrine fødte på kold og våd rasteplads

På en lille rasteplads mellem Ribe og Esbjerg kom lille Thyra til verden natten til tirsdag i denne uge. Læs her om de blot ni dramatiske minutter, som fødslen tog

Af
Rune Weitling

Dum dum dum. Regnen pisker ned på forruden af den lille, røde bil, som Kathrine Regine Toft Hansen og kæresten Jonas Børsting har lånt ved naboen.
Uret i bilen viser 00.25 natten til tirsdag.
Det er bælgravende mørkt og temperaturen er langt under de 10 grader. Kun lyset fra den lille to-dørs bil oplyser lidt. Vi er på en lille rasteplads mellem Ribe og Esbjerg.
"Hun må ikke begynde at presse. Det er vigtigt," lyder det i øret på Jonas.
Det er fra fødeklinikken på Sydvestjysk Sygehus, og Jonas lader "ordren" passere videre, men der er ikke noget at gøre.
Kathrine kan på ingen måde undgå at presse, for der er et lille nyt menneske, som vil ud i verden, og det har hun besluttet skal være her på landevejen.
Det går hurtigt nu. Kathrines to søstre, Rebekka og Elisabeth, er også med i bilen.
De har nu fået lagt passagersædet ned. Og Kathrine oven på.
De har også fået flået bukserne af hende. Jonas er ikke nået ud af bilen. Klokken er nu 00.30.
"Arghhh! Arghhh!"
Kathrine er i fuld gang med at føde.
Fra Sydvestjysk Sygehus forsøger man på bedst mulig måde at give instrukser, mens Jonas gør sit ypperste for at holde hovedet koldt på bagsædet.
Rebekka og Elisabeth har smidt jakkerne og er klar til at tage imod. Klokken er 00.34.
Med "stor fart" kommer lille Thyra nu til verden på en rasteplads ved Tjæreborg, mens en ambulance i det fjerne er på vej.
Våd, som en nyfødt baby nu er, glider hun først ud mellem hænderne på Kathrines ene søster, men til alt held får den anden grebet hende.
Regnen pisker fortsat ned på rastepladsen og den lille familie, der på blot ni minutter er blevet et medlem ekstra.
Hurtigt bliver både Thyra og Kathrine indsvøbt i jakkerne, mens Jonas stadig er fanget på bagsædet af bilen. Ambulancens sirener høres nu tydeligt.
"Det er lige her, du skal gøre det," lyder instruksen, da Jonas får lov at klippe navlestrengen på lille Thyra.
En smule i chok over nattens begivenheder, sidder den nybagte far stadig med saksen i hånden, da ambulancen ankommer til sygehuset i Esbjerg.
"Hov, det er vist jeres den her," siger den nybagte far.
"Den må du beholde som et minde," lyder det med et smil.

Lettet og stolt

Det kunne have endt galt, men heldigvis gik alt godt da lille Thyra kom til verden på rastepladsen mellem Ribe og Esbjerg tirsdag nat.
Og det var også en både lettet og stolt familie Lokalavisen Esbjerg mødte kort efter de dramatiske minutter.
"Ja, det var da lidt af en oplevelse. Det må jeg erkende," siger Kathrine Regine Toft Hansen stilfærdigt, men hun smiler til sin lille datter, der blot er få timer gammel.
"Vores nabos bil havde brug for en ordentlig rengøring, og der er lidt tøj, som har måtte lade livet på den bekostning, men det lever vi med," smiler Kathrine, og sender endnu et kærligt blik til sin lille datter og tilføjer stille:
"Vi er bare lykkelige for, at det hele trods alt gik så godt."

Publiceret 23 October 2012 12:00

SENESTE TV