Fup og fidus:

Mand snød Elgiganten for 54.855 kr. og Expert for 39.388 kr.

Af
Tim Panduro

Solide indkøb af elektronik hos Elgiganten for 54.855 kr. og hos Expert for 39.389 kr. Eneste problem: Det viste sig, at der ikke var dækning på kreditkortet.
En 35-årig mandlig beboer i asylcenteret Sandholmlejren skal derfor underkastes psykiatrisk behandling i op til fem år.
Det besluttede retten i Hillerød forleden, efter at manden blev kendt skyldig i forsøg på vold mod en Røde Kors-medarbejder samt to tilfælde af bedrageri mod butikker i Hillerød.
Manden blev dømt for at have kastet kaffe efter en medarbejder i Sandholmlejren 9. april sidste år.
Desuden blev han dømt for 22. september om eftermiddagen at have brugt sit kreditkort som betalingsmiddel, selv om der ikke var dækning.
Det gik ud over Expert i Slotsarkaderne, hvor han købte elektronik for 39.388,85 kroner samt Elgiganten i Slangerupsgade, hvor han købte ind for hele 54.855 kroner.
Manden nægtede kaffekastet, men erkendte de to tilfælde af bedrageri. Han blev dog dømt for alle tre forhold.
Den hidtil ustraffede mand er ikke sindssyg, fremgår det af en psykiatrisk erklæring, der blev fremlagt i retten. Han lider dog af posttraumatisk stresssyndrom, og derfor fandt retten det mest passende at idømme en behandlingsdom.
Manden skal desuden betale de frafuppede beløb tilbage til de to butikker samt betale sagens omkostninger.

null

Publiceret 28 October 2012 11:29