Velgørenhedskoncert skal hjælpe flygtningebørn i Danmark

Unge i Ishøj vil gøre en forskel for uledsagede flygtningebørn og arrangerer derfor velgørenhedskoncert

Børn, som er flygtet til Danmark fra krig, fattigdom, vold og overgreb uden deres forældre har det svært, selv efter at de er kommet her til landet. Ofte har deres familier sat sig i gæld for at sende dem ud på den farefulde rejse, eller er blevet tvunget ud i prostitution, tiggeri eller farligt fabriksarbejde for at betale menneskesmuglere eller kriminelle bander for rejsen til Europa. Alene her i Danmark savner børnene deres forældre, og derfor arrangerer Ishøj Ungeråd en udendørs velgørenhedskoncert for de uledsagede flygtningebørn i Danmark lørdag d. 1. juni ved Glashuset i Ishøj.
Her vil lokale unge optræde med deres musik, men også mere kendte kunstnere vil være at finde på koncertlisten.

Drop off zoner

Fra uge 18 vil der være "drop off zoner" på Ishøj Ungdomsskole og Glashuset i Vejleåparken, hvor borgere kan komme og aflevere ting, man ikke længere skal bruge, og som flygtningebørn uden forældre i Danmark vil have større gavn af. Afleveringen af ting kan ske hver onsdag fra klokken 16-18.
"Sidste års tøj for dig, kan virke som det nyeste for dem. Og der er brug for alt fra vinterjakker, sko, fodboldstøvler, sportstøj, bluser og bukser til fodbolde, frisbee's, spillekort, backgammon osv.," siger Erkan Cakmak, der er koordinator ved Ishøj Ungdomsskole, til Lokalavisen Ishøj.
Arrangementet er gratis, men der vil være salg af mad og drikke, og forskellige foreninger, privatpersoner og sponsorer vil sælge produkter, hvor alt overskud går til "Asylcentret for Uledsagede Børn og Unge" i Vipperød ved Holbæk.

Publiceret 06 May 2013 16:41