30-årige Kasper Wilquin er opvokset i Ishøj, men bor nu i Sydhavnen i København. Privatfoto

30-årige Kasper Wilquin er opvokset i Ishøj, men bor nu i Sydhavnen i København. Privatfoto

Katastrofe-Kasper bliver bachelor i død og ødelæggelse

"Det spændende ved katastrofer er, at de kan ske her og nu, mens vi taler, at man skal kunne reagere hurtigt, og at man har mulighed for at opbygge nyt og præge en masse menneskers liv fremover."
Sådan siger 30-årige Kasper Wilquin, som er igang med at uddanne sig til katastrofe- og risikomanager, en bachelor-uddannelse af 3½ års varighed, som Beredskabsstyrelsen, Københavns Brandvæsen og Dansk Røde Kors står bag.
Kaspers interesse for katastrofer opstod for et par år siden, og motivationen hos ham ligger blandt andet i det forebyggende arbejde.
"Jeg tror, at vi besvæger os ind i en tid, hvor der vil opstå flere og flere ekstreme situationer rundt om i verden, som kræver en international indsats, og dem vil jeg gerne være med til at løse," siger Kasper, som også regner med, at en del af fremtidens forebyggelse kommer til at ske igennem såkaldt Early Warnings (tidlige advarsler) igennem sociale medier som Twitter og Facebook.
Ved siden af uddannelsen til Katastrofe- og Risikomanager driver Kasper således Facebook-siden "Verdens Katastrofer".
"Jeg har lavet siden sammen med nogle af de andre fra min uddannelse, og her kan man finde informationer om alt fra terrorangreb og store ulykker til jordskælv, ekstremt vejr og hungersnød rundt om i verden. Vi forsøger at opdatere siden, mens tingene sker, så man kan danne sig et overblik over situationerne rundt om i verden - også de katastrofer, som vi ellers aldrig hører om herhjemme i det danske mediebillede.
Sammen med 109 andre er Kasper ligeledes katastrofeaktivist for Røde Kors. Når en katastrofe indtræffer, får han adgang til informationer, som han videregiver på "Verdens Katastrofer". På den måde er han med til at sprede budskaber nemmere for Røde Kors på de sociale medier.
Kasper er færdig med sin bachelor om to år og har derefter mulighed for at læse videre på en overbyggende kandidat-uddannelse med titlen "Master of Disaster".
Netop nu er Kasper i praktik i SOS International, men han glæder sig til at komme ud i verden og prøve kræfter med de ægte krisesituationer og være med til at gøre en forskel.

Publiceret 27 May 2013 16:17