Klaus Riskærs eks-kone presset før afgørende tvangsauktion

Jill Andersen, Klaus Riskærs ekskone,  må krydse fingre for et bedre resultat på andenauktionen over sin mondæne søvilla i Holte nord for København.
Da huset i begyndelsen af maj røg under hammeren første gang, lød det midlertidigt vindende bud på 33 mio. kr., og selvom beløbet i sig selv er højt, er det milevidt fra at kunne dække gælden i huset.
Ifølge salgsopstillingen på tvangsauktionssiden itvang.dk har kreditorerne 58 mio. kr. til gode, så for at dække Jill Andersens udestående, skal slutbeløbet på den kommende auktion være 25 mio. kr. højere end det nuværende bud.
Det skriver Boliga.dk.
25.000 kr. før afdrag og renter
Uanset hvem der løber med skødet på luksusvillaen på Dronninggårds Allé, skal vedkommende have en ganske pæn månedsløn bare for at tilfredsstille skattevæsenet.
Alene i grundskat og ejendomsværdiskat skal den kommende køber hoste op med 25.000 kr. om måneden, og det er før renter og afdrag på et evt. lån.
Skal man have en fornemmelse for, hvor meget det koster at bo i det 780 kvadratmeter store palæ med udsigt over Furesøen, kan man skimte til salgsopstillingen for huset, da det var til salg hos liebhavermægleren Jan Fog.
Dengang lød forslaget til standardfinansiering på 257.000 kroner netto om måneden, men der var prisen også sat til svimlende 55 mio. kr.
Villaen, der har svømmehal, sauna, gæstelejlighed, et internetstyret overvågningssystem med kameraer, en havepavillon samt et bådehus og en badebro, blev købt i 2005 for 23 mio. kr.
Når Jill Andersen, som har hjemadresse på Prince of Wales Drive i London, tager forbi Danmark behøver hun dog ikke at leje et hotelværelse eller overnatte hos vennerne.
Tidligere på året fik hun nemlig afværget auktionen over sit sommerhus på Nordre Strandvej 56 i Helsingør, hvor hun kan nyde udsigten over vandet fra 258 kvadratmeter bolig.
Stedfar spøger
Jill Andersen er kommet i økonomisk klemme, efter hendes stedfar, forretningsmanden Vagn Andersen, gik konkurs med en gæld på over en halv mia. kr.
Boet efter Vagn Andersen har efterfølgende rejst et millionkrav mod Jill Andersen, der ifølge Boliga har fået overført midler fra Vagn Andersens krakkede selskab Sydporten til dækning af udgifter i sine to huse.
Se salgsopstillingen over Jill Andersens luksuspalæ her

null

Publiceret 28 May 2013 13:41