Mand afsløret i vildt dobbeltliv:

Havde to koner i fem år

En 41-årig mand fra Stenløse blev torsdag aften afsløret i et dobbeltliv. Det kostede ham i sidste ende en tur på psykiatrisk skadestue i Ballerup

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Det kan gå grueligt galt, hvis man bliver taget i at leve et dobbeltliv.
Det kan en 41-årig mand fra Stenløse skrive under på efter en ubehagelig torsdag aften.
Klokken 19.55 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse fra en 39-årig kvinde fra Stenløse, der kunne fortælle, at hendes 41-årige mand var blevet "bortført" og slæbt væk fra bopælen af to tatoverede mænd.
"Ifølge kvinden, så nægtede hendes mand at følge med de to mænd, og så blev han slæbt ud i en bil. Forinden nåede manden at råbe til kvinden, at hvis han ikke var tilbage efter en time, så skulle hun kontakte politiet.
Episoden fandt sted klokken 18.00, så hun ventede to timer med at kontakte os," siger Henrik Laugesen, efterforskningskoordinator hos Nordsjællands Politi.
Hjælp med efterlysningen! Det kan gælde liv eller død

Telefon blevet sporet

Kort efter sendte politiet en patrulje med lokalkendte betjente til stedet. Derefter fik man sporet mandens telefon til Frederikssund.
"Betjentene på stedet havde et kendskab til manden, så de kunne hurtigt konkludere, at der ikke var tale om en bortførelse. Samtidig blev det slået fast, at manden fra Stenløse ikke var blevet slæbt væk af to mænd, men af en 33-årig kvinde fra Frederikssund og hendes kammerat. Det viste sig, at den 41-årige mand i fem år havde levet et dobbeltliv, hvor han både var gift med den 39-årige kvinde fra Stenløse og den 33-årige kvinde fra Frederikssund," siger Henrik Laugesen.
Hjælp med efterlysningen! Det kan gælde liv eller død

Ingen vold

Han oplyser, at kvinden fra Frederikssund havde fået mistanke om mandens dobbeltliv, og derfor kørte hun og en kammerat til Stenløse for at konfrontere ham.
"Hvor de kørte ham hen, ved vi ikke, men ifølge vores oplysninger, så blev han ikke udsat for vold eller trusler. Manden har heller ikke anmeldt episoden, men under konfrontationen, hvor han indrømmede sit dobbeltliv, så fik han det så dårligt, at han måtte køres på psykiatrisk skadestue i Ballerup.

Publiceret 30 January 2015 15:00

SENESTE TV