Video:

Naboer til minkfarme invaderes af fluer - så ulækkert er det

Naboer til minkfarme er hårdt plagede af lugtgener og fluer. Nu vil forening have nye regler for, hvor tæt minkfarme må ligge på nabogrunde

Forestil dig at loft, vægge og vinduer i dit hus er dækket til med summende fluer døgnet rundt. Sådan er situationen for mange af de naboer, som bor op ad landets omkring 1.300 minkfarme. (se videoklip)
"Når det er værst, kan man nærmest ikke undgå at inhalere fluer, og det er simpelthen så ulækkert."
Sådan siger Torben Voss, der er formand for den nystartede forening "Foreningen for Generamte Naboer til Minkfarme", som netop nu forbereder en række sager med erstatningskrav sammen med en advokat.
Naboerne ønsker også nye regler på området, så afstanden mellem farmene og naboerne fremover skal forlænges fra 100 til 500 meter. De nuværende regler efterlader nemlig naboerne med ulidelige lugt- og fluegener og usælgelige huse. Og netop et usælgeligt hus er grunden til, at Torben Voss er aktiv i sagen. Huset er ikke engang hans eget.
"I 2012 var jeg tæt på at købe et hus af et ældre ægtepar og havde nærmest skrevet under, da det pludselig kom frem, at der var planer om at opføre en stor minkfarm i Bilka-størrelse ved siden af huset. Det fik mig til at bakke ud af købet, og det har efterladt sælgerne i en forfærdelig situation. De kan simpelthen ikke komme af med deres hus, og ejendomsmægleren siger, at de desværre nok skal slå op mod 60 procent af salgsprisen, hvis de skal have nogen chance for at sælge. Det er hårdt at se deres ulykke, og jeg ved, at der er mange flere i deres situation," siger Torben Voss, som er gået forrest i kampen for bedre forhold for mink-naboerne på trods af, at det blandt andet har medført trusler.
"Det er bestemt ikke alle, der billiger vores kamp. Vi har minkavlernes brancheorganisation Copenhagen Fur på den anden side af bordet og midtfor sidder Miljøstyrelsen, som har fået lavet nogle foreløbige lugtgene-beregninger, som vi ikke giver meget for. Vi håber dog på, at vi kan få sat fokus på problemet, så vi kan få det løst ordenligt. Vi er slet ikke imod minkavl i Danmark, som nogle fejlagtigt tror. Det skal bare gøres på en ordentlig måde," siger Torben Voss til Lokalavisen.dk.
Hos Miljøstyrelsen er man, i samarbejde med firmaet Agrotech, fortsat i gang med at få udarbejdet lugtmålinger, som skal danne grundlag for, om der i fremtiden skal indføres nye regler for anstande mellem minkfarme og nabogrunde, men disse målinger er endnu ikke færdige, oplyser Miljøstyrelsen til Lokalavisen.dk. Indtil da kører man, ifølge "Foreningen for Generamte Naboer til Minkfarme", i princippet videre med de gamle regler, som er fra 1986.
videoklippet her kan man se, hvor generende fluerne kan være. Optagelserne er fra et hus i Ringkøbing/Holstebro-området, som ligger cirka 170 meter fra en middelstor minkfarm.
Læs Toben Voss´læserbrev her: KLIK

null

Publiceret 16 February 2015 11:37