Hun har succes med at samle udbrændte topledere op fra rendestenen

Susanne Frandsen, indehaver af firmaet DirektørDating, lærer topledere og direktører at navigere efter deres indre GPS

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Ledelse Hun jonglerer med ord som epigenetik, kvantefysik og genizone, hun har beskæftiget sig med healing i 15 år, og så har hun succes med at samle udbrændte direktører og topledere op fra rendestenene og give dem livsgejsten og den røde tråd tilbage i deres liv.
Susanne Frandsen, indehaver af virksomheden DirektørDating, har arbejdet professionelt som virksomhedskonsulent indenfor strategi og ledelse i mere end 15 år.
Men de seneste knap to år er det hendes eget indre kompas, der har sat kursen. Hun taler ikke bare om, hvad der skaber den nye tids ledere - she walks the talk.
Siden 2013, hvor hun tog en passionstest og lærte at lytte til sit eget hjerte, har hun med egne ord arbejdet hårdt på at holde snuden i sporet.

Den vigtige genizone

”Jeg bygger bro mellem to verdener. Den meget business-orienterede, som jeg selv er flasket op i, og så den verden, der bygger på urgammel visdom om balance og energier.”
De seneste par år har hun brugt sin viden om det alternative som en nøgle, der åbner op til folks inderste og hjælper dem til at finde deres egen indre GPS, intuitionen.
“Undersøgelser dokumenterer, at de dygtigste ledere er meget intuitive. De lytter til deres hjerte. Jeg hjælper folk til at finde tilbage til sig selv og det, de inderst inde brænder for og har et unikt talent for - deres genizone,” forklarer hun.
“Genizonen er der, hvor du udlever dit største potentiale. Det er derfor, det er så vigtigt, at ledere ved, ikke mindst hvad de selv brænder for, men i lige så høj grad også hvad der driver deres medarbejdere. Tager de hensyn til det, når de planlægger arbejdet, får de topmotiverede ansatte. ”

Ledelse med hjertet

“Den nye tids ledere er 100 procent autentisk. De er tro mod sig selv, de kommunikerer klart og kærligt, de er rummelige, og de møder andre, der hvor de er. Det er ledelse med hjertet forrest,” forklarer Susanne Frandsen og forklarer, at
“Det er ledere, der får en plus en til at give 11. De emmer af ro og balance, de lytter til deres indre GPS, og de leder sig selv og andre ud fra det. Og vigtigst af alt, så er det ledere, der har en dyb forståelse for vigtigheden af balance mellem værekraft og handlekraft.”
Ifølge Susanne Frandsen er værekraften den kraft, vi får, når vi er tro mod vores hjerte. Vi kan ikke skabe den samme energi ved kun at fokusere på handlekraft, effektivitet og vækst.
“Vi er på det sted i menneskets evolutionære udvikling, hvor vi er nødt til at være passionerede omkring det, vi arbejder med. Vi har nået det punkt, hvor vi efterspørger balance mellem værekraft og handlekraft for at optimere vores energier.”
“Forvalter vi vores energi rigtigt er det utroligt, hvad vi kan opnå - både arbejdsmæssigt og privat. “

Fokus på energiledelse

For virksomhederne betyder det, at fokus rykker fra tidsledelse til energiledelse.
Her handler det ikke længere om, hvad virksomheden gør, og hvordan den gør det, men i lige så høj grad om hvorfor. Hvad er meningen med virksomheden og hvad bidrager den med samfundsmæssigt.
“De unge efterspørger mening både på arbejdet og privat, og de går ikke på kompromis. De kræver autencitet af deres ledere. Forstår virksomhederne at matche det, så har de medarbejdere, der vil gå gennem ild og vand for dem.”
Det har de ifølge Susanne Frandsen forstået i Silicon Valley.
“Det er ikke for sjov, de fokuserer så meget på at skabe optimale rammer omkring medarbejderne. De gør det, fordi det virker. Fordi medarbejderne på den måde får de gode ideer, mens de er på arbejde, og ikke først, når de kommer hjem.”
Dem, der henvender sig til DirektørDating, er ofte topledere og direktører. Nogle gange fordi de føler sig udbrændte eller frygter at gå ned med stress, men ofte simpelthen bare fordi, de aner konturerne af det nye, der nærmer sig, og vil være med på den første bølge.

Det nye “sort”

“Som leder skal du kende dig selv, for at kunne lede andre. Det er ikke altid, det handler om at skifte job. Meget ofte er det et spørgsmål om at ændre den måde, man tænker på.”
“Hvis vi alle sammen brænder for det, vi gør og samtidig gør det, vi er bedst til, behøver vi ikke mere at konkurrere. Det er det nye sort. Kan ledelse med hjertet rykke én topdirektør til en forståelse af det, så har det rykket en hel organisation.“

Ledelse med hjertet
Susanne Frandsen er forfatter til bogen 'Direktørmanualen - ledelse fra hjertet' der sætter fokus på den nye tids ledelsesparadigme
Læs mere om Direktør Dating på www.direktoer-dating.dk

Publiceret 25 May 2015 11:41

SENESTE TV