Indbrudstyv faldt ned fra 3. sal efter at være blevet pryglet af 73-årig kvinde

Da en kvinde på 73 år onsdag eftermiddag klokken 14 kom hjem i sin lejlighed på Gl. Jernbanegade i Horsens, stod der en mand på krykker i hendes stue. Manden forsøgte at komme ud af lejligheden, men det var ikke sådan ligetil. Han fik i første omgang godt nok vristet sig fri fra kvinden, der prøvede at holde ham fast, men hun fik taget krykken fra ham og begyndte at prygle ham med den, fortæller vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Den ældre kvinde var blevet så gal på indbrudstyven, at det endte med, han prøvede at stikke af ved at kravle ud over altanen på 3. sal. Her hang han i gelænderet, mens kvinden holdt fast i ham, fordi han ikke skulle have lov at stikke af, fortæller Peter Thaysen.
Det endte dog med, han faldt ned fra altanen på 3. sal og brækkede foden ved faldet og kravlede væk til Svanes Plads, hvor han bad om at få en ambulance.
Læs også: Indbrudstyv tæsket af familiefar: Flygtede blødende og haltende
Manden på krykker er en mand på 48 år fra Horsens. Udover en brækket fod fik han også revet noget hud løs på hånden, da han prøvede at holde fast på et nedløbsrør under faldet fra altanen.
Hvad der videre sker i sagen, ligger ikke fast. Det skal blandt andet vurderes, om den ældre kvindes handlinger går ind under selvforsvar, eller om hun brugte overdreven magtanvendelse for at holde indbrudstyven tilbage.

Bedstemor med slaw i! Det var vist den forkerte ældre dame, denne indbrudstyv besøgte.

Posted by Lokalavisen.dk on 11. juni 2015

Publiceret 11 June 2015 18:05