Storbrand hærger:

Biograf står i flammer

Klokken 20.21 melder beredskabet, at der er nogenlunde styr på flammerne

Af
Af Kenneth Tanzer og Mette B. Sørensen

Se video her
Biografsalen i Stenløse Bio er totalt udbrændt, og der er sket omfattende skader på den gamle biografsbygning efter en voldsom brand onsdag aften.
Det fortæller indsatsleder på stedet, Peter Cowland fra Frederiksborg Brand og Redning, til Lokalavisen Egedal.  
"Vi fik meldingen kl. 19.01, og da vi nåede frem, var biografen overtændt. Der var klare flammer at se og kraftig røg. Ilden har ikke spredt sig til de omkringliggende bygninger," fortæller indsatslederen. 
Her kl. 20.21 er det kun et enkelt sted, det brænder, og beredskabet fortæller, at man har helt styr på branden.
 "Vi kommer nok til at slukke frem til midnat.  Og måske venter der lidt mere efterslukning i morgen," siger Peter Cowland, som betegner branden som en bygningsbrand, hvor den indvendige slukning var meget svær.
Borgere og bilister kunne kort efter kl. 19 tydeligt se den voldsomme røg fra branden i området omkring biografen, og trafikken fra Frederikssund og mod København var lukket af i en periode.  
Stenløse Bio blev opført i årene 1956-59, og var i en lang årrække byens stolte varetegn, hvor borgere samlede til både biografture og koncerter. Bygningen har nu i en årrække stået tom og ejes af Veksø-borger kaj Holm, som i 2013 fortalte, at han ville smide 10-14 mio. kr. i en ombygning af biografen.
Projektet lod dog vente på sig, og i april 2015 kunne Lokalavisen berette, at Kaj Holm havde sat biografen til salg.    
Biografen blev taget af markedet igen, da Kaj Holm i november foretog en kovending og pludselig meldte ud, at han nu ville bygge boliger og rive den 50 år gamle bygning ned.  

Publiceret 04 May 2016 20:58

SENESTE TV