Holdsport får pulsen op hos de ældre

Fodbold og floorball som fitness lokker nye udøvere til. Det har en god effekt på både fysisk og mental sundhed, siger eksperter

Af
Af Simon Reenberg sir@sondagsavisen.dk

Den gamle Valby-Hal i det sydvestlige København summer fra morgenstunden. Per Jensen og hans holdkammerater finder en stav hver og fordeler sig på tre hold. Klokken er lidt over 9, da den første kamp skydes i gang. Der er fire på hvert hold, og den lette hvide plasticbold bliver banket frem og tilbage mellem de to mål og banderne, der danner rammen om banen.
“Det er jo ikke alle, der kan løbe lige hurtigt, men når kuglen kommer forbi, kan man ikke lade være med at sætte efter den med alt, hvad man har,” siger Per Jensen.
Han er holdleder for et floorballhold af modne mænd fra 60 år og opefter.
Floorball foregår indendørs og er kort fortalt en form for ishockey uden is og udstyr.
Floorball er en relativt ung sport i Danmark, men herrelandsholdet klarede sig ganske glimrende ved det netop overståede VM, hvor det blev til en femteplads. For Per Jensen og resten af holdet handler det dog ikke om at vinde. Tirsdag og torsdag morgen i Valby-Hallen bliver der spillet uden point, og ingen tæller sejre.
“Du er her for at få motion. For din egen sundhed. Det er formålet med træningen,” siger Per Jensen.

Flere fordele ved holdsport

Han og de andre seniorer spiller efter floorballregler, men på en mindre bane, så der er flere berøringer med bolden, flere temposkift og flere vendinger. Det giver ifølge centerleder Jens Bangsbo fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet en række fordele. “Pulsen kommer højere op end ved almindeligt løb, fordi man har de her intense aktioner. Det stimulerer hjertet og øger både funktionalitet og motionstal,” siger han og understreger, at det i øvrigt betyder, at mange fungerer bedre i hverdagen, fordi deres fysiske belastninger bliver mindre, når deres muskelstyrke stiger.
Jens Bangsbo og hans kollegaer har kørt en række forsøg, hvor de har påvist de mange fordele ved at gøre klassiske sportsgrene som fodbold, basketball og floorball mere intense på små baner med mange boldberøringer. Fodboldfitness, motionsfloorball og de andre afarter har lokket mange ældre udøvere til – også mange, som ikke har dyrket motion før.
Det gælder også Per Jensen, der med egne ord 'altid har hadet sport', men efter en firedobbelt bypassoperation skulle han i gang med at motionere. Efter at have prøvet lidt af hvert holdt han fast ved floorball.
“Ingen af os har prøvet at spille floorball før, så vi er meget lige, og man undgår skader fra sammenstød, som det sker i fodbold,” siger han.

Ældre er et gode

Både hos DBU og Floorball Danmark mærker man en stigende interesse fra klubber, der gerne vil have motionshold for ældre.
“Det giver en anden ånd i klubben og i klubhuset at have seniorer. De lægger en positiv dæmper på et miljø, der er domineret af unge spillere,” siger Finn Fjorder, der er kasserer i Copenhagen Floorball Club, der har haft seniorhold i knap to år.
“Konerne til seniorerne kan ovenikøbet finde på at gøre lidt rent, når de kommer forbi hallen,” griner han.
I Valby er åndedrættet på de fleste af spillerne blevet noget tungere, og det er ved at være længe siden, Per Jensen har haft kræfter til at komme med hjem i forsvaret. Den sidste kamp bliver fløjtet af og markerer samtidig starten på tredje halvleg.
“Vi kan sagtens drikke en øl efter træning. Vi er jo fra en tid, hvor man også drak på arbejdspladsen. Det kan næsten ikke lade sig gøre uden en øl,” siger Per Jensen.

Publiceret 04 March 2017 11:30

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV