Undgå at blive smittet af et brokkehoved

Brok kan skabe dårlig stemning på arbejdspladsen. Udfordr den, hvis du møder den, og lad vær med at stemme i

Af
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Brokker din kollega sig konstant over chefen eller udbasunerer negative kommentarer om arbejdspladsen, så er det med at passe på. Du risikerer nemlig at blive smittet, mener Joan Berglund, regionsdirektør i Randstad.
“Der er brokkehoveder alle steder både på vores arbejdsplads og i fritiden. Og en negativ energi kan hurtigt blive som en virus og smitte af på dig, og på den måde ruller lavinen,” siger hun i en pressemeddelelse.

Udfordr brokken

Selvom brok sjældent er grundløst og kan skyldes dårlig ledelse, stress, omstruktureringer eller andet, der præger stemningen på en arbejdsplads, skal man undlade at hoppe med på vognen og bare lade den rulle, mener Joan Berglund.
Er der tale om konstruktiv, målrettet kritik, anbefaler hun, at man beder personen om at gå til sin leder eller en arbejdsmiljørepræsentant og få en fortrolig samtale, men er brokken kun til for brokkens skyld, skal man navigere uden om.
“Det kan naturligvis være vanskeligt, men prøv for eksempel at udfordre den person, der brokker sig, og spørg ind til, hvad vedkommende kan og vil gøre for at ændre tingenes tilstand,” siger Joan Berglund.

Publiceret 11 March 2017 14:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV