Gennem et nyt digitalt redskab skal elever lege sig igennem læring. Arkivfoto

Gennem et nyt digitalt redskab skal elever lege sig igennem læring. Arkivfoto

A. P. Møller Fonden støtter nyt digitalt legetøj

Fire skoler i Gentofte Kommune skal teste et nyt digitalt spil, som kombinerer læring og underholdning til gavn for både lærer og elev

Af
Af Kathrine Albrechtsen

Elever fra Hellerup Skole har siden januar 2016 kombineret læring med underholdning gennem Tjek.me, som er et nyt spil udviklet af KnowMio ApS.
Spillet fungerer ved, at alle elever deltager på samme tid med deres pc, tablet eller smartphone, og via klassens smartboard bliver ført gennem spørgsmål, som læreren selv har designet i forhold til undervisningsforløbets faglige indhold og læringsmål.
Efter endt spil kan læreren bruge resultaterne til at se hver elevs fremskridt samt huller og derigennem tilpasse resten af undervisningen.
Formand for Børne- og Skoleudvalget i Gentofte Kommune, Pia Nyring (K), ser med spillet store muligheder for lærernes udvikling af den enkelte elev.
“Det bliver også nemmere for eleverne at se, hvor de er med læringen lige nu, hvor de skal hen, og hvordan de kommer derhen. På Hellerup Skole har lærerne været rigtig glade for redskabet, som giver en synlighed omkring den faglige progression. De bruger det som et redskab, som er stimulerende for eleverne, da der bliver leget i undervisningen,” siger udvalgsformanden.

Støtte på 1,8 mio.

KnowMio ApS har sammen med Gentofte og Helsingør Kommune, som begge har brugt Tjek.me siden starten af 2016, fået bevilget 1,8 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden til at arbejde videre og udvikle spillet til en enkel evalueringspraksis på tværs af fag og årgange.
Udover Hellerup Skole får tre andre skoler nu mulighed for at afprøve det nye digitale legetøj. Indtil videre har Tjørnegårdsskolen og Munkegårdsskolen meldt sig, mens kommunen er ved at finde den fjerde og sidste skole.
“Vi skal hente os nogle flere erfaringer, før vi bringer det ud til alle skoler,” siger Pia Nyring, som også håber, at spillet kan bruges som et redskab til at udvikle andre kompetencer såsom samarbejdsevne og personlig udvikling.
“Det skal afprøves i det kommende år, hvilket vi er spændt på. Vi ved godt, at det er et ambitiøst projekt, som også kræver en indsats fra lærerne, men de lærerteams, som er tilknyttet, er også klar til at afprøve det,” slutter Pia Nyring.

Publiceret 26 May 2017 11:00

SENESTE TV