Bjarke Baisner er ikke Freddie Mercury, men han går til opgaven med entusiasme, oprejst pande og stramme bukser. Og en vokal, der læner sig tæt op ad forbilledets. Foto: Mike madsen

Bjarke Baisner er ikke Freddie Mercury, men han går til opgaven med entusiasme, oprejst pande og stramme bukser. Og en vokal, der læner sig tæt op ad forbilledets. Foto: Mike madsen

Velsmurt Dronningemaskine sætter gang i festen på Skanderborg

Queen Machines stadionrock bød op til fællessang og -dans på Danmarks Smukkeste Festival

Af
Thomas Rasmussen

Aftensolen kastede sit gyldne skær over Stjernescenen onsdag aften. Publikum var begyndt at have fundet deres plads, da Queen Machine skulle sætte gang i festen.
 
Folk i alle aldre var mødt op for at høre det danske Queen coverband, der blev dannet i 2008 og spillede på Smukfest for første gang i 2012.
 
Det kræver sin mand at være forsanger i et band, der spiller Queens musik, men Bjarke Baisner gik til opgaven med oprejst pande og stramme bukser. Stemmemæssigt læner han sig utroligt tæt op ad Freddie Mercury's vokal, og han har også formået at fange noget af det teatralske, der gjorde ham til en showman og performer i verdensklasse. Resten af bandet var også helt med på noderne, og holdt skansen med musikalske passager under flere kostumeskift.

Hit på hit på hit på...

Setlisten var en tour de force i Queen-katalogets største hits. Der var ikke én sang, der ikke forlangte fællessang, og specielt Don't Stop Me Now og We Will Rock You fik publikum til at skråle med.
 
Som ekstranummer havde Queen Machine et es i ærmet. De begyndte at spille Under Pressure, en sang der tidligere er blevet brugt i hip hop øjemed, da Vanilla Ice samplede sangen. Queen Machine havde dog nogle andre gæster på scenen. Østkyst Hustlers indtog scenen og spillede deres mega hit Han får for lidt, mens Queen Machine fortsatte med det musikalske backdrop.
 
We are the Champions satte et gevaldigt punktum for koncerten, der gav Danmarks Smukkeste Festival en solid og festlig start.

null

Publiceret 10 August 2017 09:30

SENESTE TV