Ubådsejer fængslet for uagtsomt manddrab på journalist Kim Wall

 
Ved et forsinket grundlovsforhør i Københavns Byret blev raketmand og opfinder, Peter Madsen, lørdag varetægtsfængslet i 24 dage sigtet for uagtsomt manddrab på den svenske journalist Kim Wall, som han var ude og sejle med i Københavns Havn i ubåden UC3 Nautilus. Det oplyser Ekstra Bladet.
Grundlovsforhøret blev afholdt som et lukket retsmøde på trods af heftige protester fra de fremmødte fra pressen, så det er yderst sparsomt, hvad der er sluppet ud fra mødet.
Inden dørene blev lukket, nåede Ekstra Bladets reporter at observere, at anklagede Peter Madsen flere gange smilede til de mange fremmødte og også sendte fingerkys mod sin kæreste, som sad sammen med flere andre pårørende i lokalet.
Han nægter sig skyldig i anklagen om uagtsomt manddrab, men skal altså sidde i varetægt frem til den 5. september.

Politiet efterlyser fortsat vidner, som har observeret ubåden og besætning komme nær spidsen af Refshaleøen omkring klokken 22.30 torsdag. Derudover vil man også gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set Kim Wall efter klokken 22.30 torsdag aften. Hun beskrives som: 160 cm høj, 56 kg, 30 år, spinkel af bygning, rødbrunt hår, grønne øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.Kontakt Københavns Politi på telefon 1-1-4.

null

Publiceret 12 August 2017 20:43

SENESTE TV