Kendt forfatter er død

Forfatteren og samfundskritikeren Jørgen Knudsen er død.
1. september er han gået bort 91 år gammel. Det oplyser hans familie i en mail til Ritzau.
Jørgen Knudsen blev anerkendt for sin biografi om Georg Brandes på fem bind og i alt 2700 sider.
I 60'erne underviste Jørgen Knudsen ungdommen på Askov Højskole, hvorefter han i 1972 sammen med en gruppe lærere sprang fra og startede Kolding Højskole. Her stod han i spidsen som forstander indtil 1977.
Ved siden af jobbet som leder af højskolen udgav forfatteren en række bøger som "DDR vort ukendte naboland" i 1969 og "I Sovjet: På rejse med Next Stop" i 1989.
Værkerne blev beskyldt for at hylde Sovjet og være overdrevet hårde i sin kritik af den vestlige kapitalisme.
Siden 1977 arbejdede Jørgen Knudsen som foredragsholder og forfatter. Og i 2000 fik han tildelt den fornemme titel som æresdoktor ved Københavns Universitet.
Forfatteren er ligeledes blevet tildelt hædersprisen fra Statens Kunstfond, som er livslang støtte for sit bidrag til den danske litteratur, skriver Ritzau.
 

Publiceret 02 September 2017 12:57

SENESTE TV