Brugte potter og halve reoler:

Bjerg af affald smidt på skovsti - men svinet har dummet sig

Af
Af Daniel Sennek

 
Fredag morgen var det et grimt syn, der mødte morgenfriske borgere, der ville nyde naturen ved det sydfynske Lehnskov Gods, sydvest for Svendborg. Et kæmpe læs affald var smidt af midt på stien - men den formodede gerningsmand glemte tilsyneladende at slette vigtige spor - politiet har nemlig sigtet en mand i sagen.
Det skriver fyens.dk.
Bjerget af affald, der var smidt midt på stien inkluderede alt fra en frimærkesamling, motorcykel og halve reoler til brugte potter og pander.
"Det er noget af det værste, jeg har set. Der er bare ikke nogen god forklaring på, at man smider sit affald i skoven. Det er utilgiveligt," siger Flemming Madsen (S), der er byrådsmedlem i Svendborg Kommune, til fyens.dk.
Godsforvalter hos Lehnskov Gods, Søren Schaumburg Axelsen, blev bestemt heller ikke begejstret, da han så affaldsbjerget.
"Det er noget svineri. Det er så stort et læs, at det nærmest er en lastbil fuld," siger han til BT.
Svineriet blev meldt til politiet, der ikke umiddelbart havde svært ved at finde en gerningsmand - i affaldsbunken lå nemlig gamle kvitteringer og regninger.
Ifølge fyens.dk har politiet da også efterfølgende sigtet en 22-årig mand, hvis navn stod skrevet på papirer i affaldsbunken. Manden er blevet sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og hvis politiet kan bevise, at han er den skyldige, kan han se frem til en bøde. Den 22-årige nægter sig dog skyldig.

Publiceret 07 November 2017 07:22

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV