Begik vanvittige hjemmerøverier på stribe:

Politiet lå i baghold i nat

Af
Af Daniel Sennek

 
Politiet var klar, da to gerningsmænd natten til mandag begik et hjemmerøveri i Hvidovre. Det resulterede i en gerningsmand anholdt på fersk gerning, men desværre også en, der formåede at stikke af fra stedet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2.
"Vi har anholdt en enkelt gerningsmand i forbindelse med et hjemmerøveri på Brostykkevej i Hvidovre. Der er desværre en anden, som formåede at undløbe fra stedet, og ham leder vi efter nu" siger vagtchef Lars Jørgensen til TV 2.
Det mislykkede hjemmerøveri fandt sted klokken 04.11, hvor politiet - der har været på sporet af gerningsmændene noget tid - var klar til hurtig udrykning.
"Det er en efterforskning, som har pågået over noget tid. Vi har ledt efter gerningsmændene, fordi de har begået hjemmerøverier på store dele af Sjælland," siger Lars Jørgensen til TV 2.
Ingen er kommet til skade under det afsporede hjemmerøveri. Københavns Vestegns Politi kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere om den anholdtes identitet.
 

Publiceret 13 November 2017 08:02

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV