Black Friday har udløst tilbudsrus

Black Friday har kurs mod endnu en rekord. Kun én ting kan ødelægge festen, forklarer ekspert

Af
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Det har absolut intet med Danmark at gøre og har kun for alvor været et landsdækkende fænomen i fire-fem år. Alligevel har Black Friday sendt os ud i så vild en tilbudsrus, at den amerikanske markering dagen efter thanksgiving sætter den ene danske handelsrekord efter den anden.
Kaster man et blik på top-10-listen over de største danske handelsdage nogensinde, er Black Friday i 2016 og 2015 nummer et og to på listen. Selv jule- og påskehandlen har fået baghjul.
“Og jeg tør godt sige, at der bliver slået rekord igen i år,” siger Flemming Birch, der er ekspert i forbrugeradfærd hos Birch og Birch, og forklarer:
“Vi elsker tilbudsjageri i Danmark, og her får man så en dag, hvor hele detailhandlen kollektivt siger: Nu er der tilbud. Som forbruger er det nemt at forholde sig til. Der er en konkret fredag med tilbud alle steder, og derfor er der rigtig mange, der sidder klar. Og så ligger det perfekt i forhold til at købe julegaver.”

Rabatelskende folkefærd

Hos brancheforeningen Dansk Detail mener direktør Jesper Birkelund, at Black Friday passer perfekt til vores indkøbsvaner.
“Det er ret enkelt. Hvis der er noget, danskerne går op i, så er det pris og rabat. Vi er det mest rabatelskende folkefærd, man kan komme i nærheden af. I forhold til at tiltrække kunder er det allerede nu en meget vigtig dag for butikkerne,” siger han.
Alligevel er der begyndt at melde sig nogle bekymringer i detailbranchen. De små forretninger har svært ved at følge med og give lige så store rabatter som de større kæder, der bedre kan presse deres leverandører ned i pris.
Og så er de voldsomme indkøb på Black Friday begyndt at gå ud over julehandlen.
“Op til 14 dage efter Black Friday er omsætningen lavere end forventet, så det påvirker julehandlen negativt. I princippet betyder det, at butikkerne ikke kan tjene lige så meget på de varer lige op til jul, fordi folk køber dem til Black Friday-pris i stedet for til fuld pris senere på måneden,” siger Jesper Birkelund, der også tror på en ny rekord i år.
Der er faktisk kun én ting, der kan sætte en stopper for Black Fridays enorme succes: at tilbuddene bliver dårligere.
“Opstår der en oplevelse af, at tilbuddene ikke er gode eller reelle, så kan det blive et problem og sætte en stopper for det her fænomen. Så det er ret afgørende, at forbrugerne rent faktisk oplever, at de får stærke tilbud på Black Friday,” siger Flemming Birch.




Dankortforbrug på Black Friday

2011: 1,08 mia. kr.
2012: 1,08 mia. kr.
2013: 1,37 mia. kr.
2014: 1,53 mia. kr.
2015: 1,98 mia. kr.
2016: 2,00 mia. kr.
Kilder: Retailnews, Nets

Hold hovedet koldt
Når Black Friday-ræset går i gang, er det vigtigt at holde hovedet koldt. Lad dig ikke stresse af store tilbudsbannere og ure, der tæller ned. Har du overhovedet brug for varen? Tilbuddet er måske stærkt, men pengene er spildt, hvis du reelt ikke har brug for varen. 
Rabatter kan virke store, men det er en god idé at kende prisniveauet på det, du vil købe, før du handler. Måske er prisen i udgangspunktet lavere hos en konkurrent. Rabatterne er ikke altid så gode, som det ser ud til. 
Husk: Handler du på nettet, har du 14 dages returret. Betaler du med kort, kan du få dine penge tilbage, hvis en butik trækker for meget, eller du er blevet snydt til at købe en kopivare. 
Kilde: Forbrugerrådet Tænk

 

Publiceret 24 November 2017 09:38

SENESTE TV