Pas på, når du køber gaver på nettet

Se, hvordan du undgår, at det bliver afsløret, hvad du køber til familien. Og hvordan du undgår at blive snydt

Af
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Hvis du surfer på nettet efter den bluse, som kæresten ønsker sig i julegave, kan det resultere i, at reklamen for blusen forfølger dig i lang tid, når du læser nyheder, går på Facebook eller tager et slag syvkabale på mobiltelefonen.
Ud over at det kan være enerverende for dig, kan det også have en anden negativ konsekvens.
“Det er jo irriterende og ærgerligt, hvis du har googlet julegaver til dine børn eller din kæreste på iPad'en, og de så låner den og kan se på de annoncer, der dukker op, hvad du har planer om at købe til dem,” siger Karsten Rendemann, stifter af Cookie Information ApS.
Hvis du tror, at faren for, at dine julegaveindkøb bliver afsløret, er drevet over efter en dag eller to, tager du fejl, forklarer Karsten Rendemann.

Gemmer dine data

“Juridisk må firmaerne bruge de data, de har indsamlet om dig, i op til 12 måneder. Spørgsmålet er dog, hvor længe de synes, at det er relevant at blive ved med at vise dig den samme annonce. Alternativt kan de begynde at vise dig annoncer for konkurrerende eller associerede produkter,” forklarer han.
Vi har bedt Karsten Rendemann om at komme med nogle råd til, hvordan du kan sikre, at spændingen ikke bliver spoleret, inden gavepapiret bliver flået af pakkerne, og hvordan du kan begrænse risikoen for at blive flået mere end højst nødvendigt, når du køber julegaver på nettet.

Brug en ny browser

Når du besøger en hjemmeside, sættes der en cookie i den browser, du bruger, og der sendes data om dig til alle de forskellige firmaer, der har været med til at lave komponenter til hjemmesiden. 
Bruger du din Facebook-konto eller din Gmail-konto på flere enheder, eksempelvis på din arbejdscomputer, privatcomputer, iPad og iPhone, vil firmaerne kunne se, at det er dig, der sidder ved tasterne ved dem alle, og de vil sørge for, at annoncerne bliver vist på alle dine enheder. 
Den mest effektive måde at snyde firmaerne på er at bruge en browser, som du ikke har brugt før. Det gør nemlig, at firmaerne ikke kan genkende dig og derfor ikke er i stand til at målrette annoncen til dig.
En anden mulighed er at åbne et inkognito-vindue, men det er ikke helt så effektivt.

 

Ændr indstillinger
Har du en Google-konto, kan du tilpasse, hvilke annoncer du vil have vist. 
Gå ind i 'mine apps'. Under 'min konto' skal du klikke på 'personlige oplysninger og privatliv'. I 'annonceindstillinger' kan du sørge for, at Google ikke knytter browserdata fra websites og apps, der samarbejder med Google, til din Google-konto, og du kan fjerne de kategorier, du ikke ønsker at få vist annoncer for.

Glemte du at beskytte dig?
Har du surfet efter julegaver eller købt gaver på nettet uden at have ændret dine indstillinger eller åbnet en browser, du ikke plejer at bruge, er alt håb ikke ude. 
Gå ind i din browser, og slet alle såkaldte cookies samt din browserhistorik. Vil du være sikker på ikke at blive afsløret, skal du gentage manøvren på alle de enheder, du bruger til at gå på nettet.

Publiceret 26 November 2017 06:00

SENESTE TV