Tre pebernødder skaber julestemning

Kirsten og Jesper fra årets udgave af ’Den store bagedyst’ på DR kårer hele tre testvindere blandt pebernødder

Af
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

Normalt er der én eller to vindere i smagstesten. Men et par gæstedommere i julehumør har uddelt fire stjerner til tre slags pebernødder.
Dommerne er Kirsten Thur og Jesper Søvndal, som begge har deltaget i dette års udgave af 'Den store bagedyst' på DR, hvor de hver især har været kåret til mesterbager mere end én gang.
“En pebernød er en lille juletablet. Det skal være den ultimative smag af jul samlet i én lille kugle. Men de mangler næsten alle noget power. Der måtte gerne være mere knald på krydderierne,” siger Jesper Søvndal.

Når brændt smager godt

De tre pebernødder, som dommerne kårer til vindere, er Bagerens fra Føtex, Karen Volfs økologiske og BrødCooperativet pebernødder købt i Kvickly.
“Vi har tre pebernødder her, som er lige fine, men hver har sine fejl og mangler,” siger Jesper Søvndal og peger på tallerken nummer syv, som rummer Karen Volfs økologiske pebernødder, hvilket dommerne ikke ved, da de smager pebernødderne i en blindtest.
“Det er ærgerligt, at den brændte smag dominerer lidt for meget, for ellers kunne den godt have fået fem stjerner,” siger han.
“Men de er gode alligevel. De har en lidt anderledes smag – som når brændt smager godt,” siger Kirsten Thur.

Efterlader en fedthinde

Så vild er hun langtfra med de økologiske pebernødder fra Irma.
“De er for bløde, og så smager de af fedt,” har Kirsten Thur noteret på sit papir.
Det samme har Jesper Søvndal bemærket.
“Smagen af fedtstof tager over for andre smagsindtryk og efterlader munden med en fedthinde, der ikke er rar. Der er ikke nok smag af krydderi i dem,” siger han og enes med sin meddommer om ikke at give nogen stjerner til Irma-pebernødderne.
Et fald fra tinderne for Irmas økologiske julesmåkager. Kirsten Thur og Jesper Søvndal har nemlig i en anden test givet Irmas økologiske vaniljekranse fem stjerner og dermed en delt førsteplads.





Sådan skal pebernødder være

De skal smage af julens krydderier – allehånde, nelliker, kanel, lidt peber og kardemomme. De skal have et tydeligt knæk, når man bider i dem, men de må ikke være for hårde eller tørre. De skal dufte af rigtig meget.

Publiceret 03 December 2017 06:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV