Allan fundet afkræftet og stærkt nedkølet

47-årige Allan (efternavn udelukket), som mandag blev efterlyst af politiet, blev fundet i sidste øjeblik af tilfældig forbipasserende

 
Mandag aften efterlyste Midt- og Vestjyllands Politi en 47-årig mand fra Hem ved Skive. Han forsvandt fra hjemmet på sin cykel mandag ved middagstid. Både familien og politiet var bekymret for ham, og derfor blev der indledt en storstilet eftersøgning, blandt andet med helikopter.

Bekymringen var reel. Allan blev nemlig fundet af en tilfældig forbipasserende i et naturområde mellem Hem og Balling, skriver TV Midtvest. Da han blev fundet var han stærkt afkræftet og nedkølet - men dog ved bevidsthed.
"Han kunne stå på benene, men havde brug for lægehjælp. Derfor blev der rekvireret en ambulance, som kørte ham til observation på sygehuset," fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Politiet takker for offentlighedens store hjælp i forbindelse med eftersøgningen. Og specielt den opmærksomme borger, der fandt ham, fremhæves.
"En opmærksom borger koblede observationerne sammen med de oplysninger, der har været fremme om den forsvundne. Og det er vi utroligt glade for," siger Carsten Henriksen.

Publiceret 06 December 2017 12:13

SENESTE TV