Fyrværkeriregler strammes

Det skal være slut med store tilbudskampagner på fyrværkeri, afgør Forbrugerombudsmanden

Af
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Det skal være slut med skilte, der fremturer med store rabatter på fyrværkeri, når du mellem jul og nytår skal ud og købe nytårskrudt for at tage hul på 2018 med et brag.
Det er nemlig helt slut med rabatter på fyrværkeri, fastslår en ny afgørelse fra Forbrugerombudsmanden.
Reglerne på området siger nemlig, at man kun må skilte med før- og efterpriser, hvis man har solgt en vare gennem fire sammenhængende uger. Og da det kun er tilladt at sælge fyrværkeri i Danmark mellem den 15. og 31. december, er det forbudt at reklamere med en besparelse.
“Virksomhederne må kun sælge fyrværkeri i en meget begrænset periode, og derfor kan de ikke reklamere med førpriser, uden at det er vildledende,” siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Vildledte forbrugere

Hun forklarer, at en række selskaber nu har fået indskærpet, at de skal droppe rabatskiltene.
“Jeg har modtaget flere klager over vildledende prismarkedsføring op til nytår sidste år. Forbrugerne blev vildledt til at tro, at de opnåede en besparelse, der ikke kunne anses for at være reel. Jeg har derfor indskærpet reglerne over for de pågældende virksomheder,” siger hun.
Forbrugerombudsmanden har blandt andet set på sager, hvor en virksomhed reklamerede med en besparelse på 46 procent, og en anden reklamerede med en besparelse ud fra en vejledende pris. I begge tilfælde afgjorde Forbrugerombudsmanden, at der var tale om vildledende markedsføring.

Publiceret 09 December 2017 11:30

SENESTE TV