Bellevues nye direktør:

“For mig er teateroplevelsen altid en del af noget større”

Bellevue Teatrets nye direktør, Pia Jette Hansen, kalder sig selv en idémager, der tænker totaloplevelsen ind, før hun tænker på selve forestillingen. Hun vil møde sit publikum i øjenhøjde, så teater er for hende uendeligt meget mere end bare en kukkasse

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Det er ikke længe siden, Pia Jette Hansen satte sig i direktørstolen på Bellevue Teatret, men hun har allerede sat sine tydelige aftryk.
Hun har arrangeret vinterbadesalon, hun har lejet restauranten ved siden af teatret og byder på gløgg og æbleskiver i forbindelse med julehittet 'Folk og Røvere i Kardemomme by', og så har hun præsenteret et katalog smækfyldt med kommende oplevelser; bl.a. 'Danish Design', et nyskrevet danseeventyr over danske designklassikere, 'Bellevue Badehotel - den store åbning', et nyskrevet stykke, hvor publikum selv bliver en del af forestillingen, samt 'Vildheks' og 'Cykelmyggen Egon'.
De to sidstnævnte forestillinger var både anmeldere og publikum vilde med på Østre Gasværk Teater, som Pia Jette Hansen har stået i spidsen for de seneste syv år. Nu har hun skiftet kuplen og det arenaformede teater på Østerbro ud med kukkassen på Bellevue Teatret, og hun glæder sig helt vildt.
“Det er et vidunderligt hus med et væld af muligheder. Det ligger i den bedste kommune i Danmark, der er fyldt med kulturinteresserede borgere. Det ved jeg, for jeg har mødt dem, de kom ofte til Østre Gasværk,” siger Pia Jette Hansen.

I øjenhøjde

Hun står selv i døren hver aften og tager imod sit publikum. Og hun bliver til forestillingen er færdig og siger også farvel. Det betragter hun faktisk som den mest naturlige ting i verden.
“Jeg vil gerne være i øjenhøjde med mit publikum,” smiler kvinden, der også varmer suppen til sine skuespillere og køber premierebuketterne.
“Det har altid været min stil. Jeg lægger repertoiret og finder dna'et i huset.”
Og hun er allerede langt i arbejdet med at kortlægge Bellevue Teatrets dna: dansk design, strand, bad. Så det er ikke tilfældigt med de to førnævnte forestillinger, hun lægger fra land med.
“Det handler om at genopfinde stedet. Med teatrets unikke placering i strandkanten opfatter jeg det som fuldstændig absurd, at det har været lukket om sommeren. Bellevue Teatret er et egnsteater, der skal spille stykker, der appellerer til området. Der er så mange uopdyrkede muligheder i det her område. Jeg vil gerne skabe en høj aktivitet, ikke nødvendigvis kun med teater, men også med en masse add ons.”
Hvad kunne det f.eks. være?
“Samarbejder med skoler, børnehaver, unge, ældre, udsatte grupper. Når vi laver 'Vildheks', så samarbejder vi med de skoler, der læser Lene Kaaberbøls bog. Når vi laver 'Cykelmyggen', skal der være cykelbaner ude foran og arrangeres cykelture. Jeg opfatter mig selv som en idémager, så for mig er det helt naturligt, at der følger en masse events med omkring selve stykket. Jeg ser totaloplevelsen, før jeg ser teaterforestillingen. Og for mig er teateroplevelsen altid en del af noget større,” fortæller Pia Jette Hansen, der selv er uddannet skuespiller.
Hun var direktør på Holbæk Teater fra 2001-2010, før hun kom til Østre Gasværk Teater, og noget af det, der har kendetegnet hende lige fra starten er kaffesaloner. Og de har været et kæmpe hit. Folk strømmer til salonerne, som også er en totaloplevelse.
Pia Jette Hansen er værtinden, der finder emnet og stykker det sammen, serveringspersonalet er skuespillere, der gerne bryder ud i sang, og der er altid et eller andet på spil.
“For mig handler det faktisk bare om at være mig selv. Alle synes sikkert, det er en god idé at møde sit publikum. Og den her måde er bare rigtig for mig, jeg kan ikke lade være.”
Så kaffesaloner vil hun også holde masser af på Bellevue Teatret og på Charlottenlund Slot. Og hun vil i det hele taget gerne have et stærkt kulturelt samarbejde med lokalområdet.
“Da vi satte 'Det bliver sagt' (en monolog baseret på Kristian Ditlev Jensens selvbiografiske bog om seksuelle overgreb, red.) op på Holbæk Teater, spurgte bestyrelsen “er det ikke en noget smal forestilling?” “Gid det var,” svarede jeg. Vi kontaktede Holbæk Sygehus, det lokale politi, skolerne. Vi inddrog hele byens netværk, og det endte med, at vi spillede forestillingen syv år i træk, også i Grønland og i New York. Igen, jeg opfatter ikke teater som et isoleret fænomen, det er en del af en større sammenhæng. Del af en tradition. Og jeg stiller mig gerne til rådighed for lokalsamfundet,” smiler Pia Jette Hansen.

Pia Jette Hansen ses her foran Bellevue Teatrets originale bagtæppe, der signalerer, at teatret bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Pia Jette Hansen ses her foran Bellevue Teatrets originale bagtæppe, der signalerer, at teatret bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Publiceret 13 December 2017 10:00

SENESTE TV