Raser over billet-svindel til populær koncert:

"Dybt usmageligt"

Direktør i Horsens & Friends, Frank Panduro, er dødtræt af billethajer, som nu forsøger at fuppe med falske Ringo Starr-billetter

 
Billetsalget til de fem koncerter "Rock i Lunden", der afholdes henover sommeren 2018 i Horsens, er i fuld gang. Men nu melder billet-svindlere med falske billetter sig også på banen, og det har fået koncertarrangør og direktør i Horsens & Friends, Frank Panduro, op i det røde felt, skriver Horsens Folkeblad.
Det er blandt andet hjemmesiden Viagogo, der sælger billetter til koncert med Ringo Starr den 15. juni, han kritiserer og advarer imod:
"Jeg er virkelig træt af Viagogo. Ikke nok med, at de udbyder alt for dyre billetter på falske præmisser. De har også indrettet deres hjemmeside med en "nedtælling": "Disse billetter vil ikke længere være reserveret om...", og så er der syv-otte minutter at løbe på. Målet er selvfølgelig at gøre folk så stressede, at de hurtigt slår til. Det er dybt usmageligt," siger Frank Panduro til Horsens Folkeblad.
Viagogo sælger f.eks. Ringo Starr-billetterne til 1.500 kroner plus moms og gebyrer. Billetterne er nummererede, så man får indtryk af, at det er reserverede pladser, man køber.
Sådan hænger det bare slet ikke sammen. De fem Rock i Lunden-koncerter sælges nemlig officielt i en samlet pakke til kun 795 kroner plus gebyr - altså næsten det halve af Viagogos pris.
Frank Panduro opfordrer folk til at købe gennem autoriserede forhandlere som Ticketmaster.

Publiceret 15 December 2017 17:12

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV