Kun hver fjerde skyder nytåret ind

Danmark eksploderer traditionen tro i fyrværkeri ved årsskiftet. Men det er et mindretal, der betaler for flertallets fest

Af
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Når uret runder midnat 31. december, og 2017 bliver til 2018, vil rigtig mange danskere skåle i champagne, tænde en cigar og rette blikket mod himlen for at se det nye år blive skudt ind med fyrværkeri.
Men selvom der i løbet af nytårsaften tændes et sted mellem 160 og 180 millioner fyrværkerilunter i Danmark, er det et mindretal af hænder, der sætter ild til dem.
Kun 23 procent af de danske husstande svarer, at de køber fyrværkeri op til nytårsaften. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.
“Danskerne er delt på midten, når det gælder fyrværkeri. Den ene halvdel mener, at fyrværkeri er fint, den anden halvdel mener, at det bør afskaffes. Så det passer måske meget godt med, at en fjerdedel rent faktisk køber det og skyder det nye år ind,” siger Karsten Nielsen, der er direktør i Fyrværkeribrancheforeningen.

Katastrofe dæmpede salg

Generelt har salget af fyrværkeri været faldende.
I 2004 eksploderede en fyrværkerifabrik i Seest, hvilket medførte et dødsfald og ødelæggelser for 750 millioner kroner. Ulykken gav anledning til en skærpelse af reglerne for fyrværkerisalg og gjorde fyrværkeri mindre tilgængeligt i detailhandlen. Derfor er det samlede salg faldet med godt 30 procent siden da.
“Det faldt rigtig meget lige i årene efter, men nu ligger det nogenlunde stabilt og har gjort det i en årrække,” forklarer Karsten Nielsen og uddyber:
“Der er ikke noget, der tyder på, at traditionen med fyrværkeri uddør lige foreløbig. Det er en gammel tradition, som rigtig mange holder ved.”
Sidste år blev der importeret 375 containere fyrværkeri til Danmark til en værdi af 200 millioner kroner. 99 procent af det kommer fra Kina.





Danskernes nytår

30% af danskerne er ligeglade med fyrværkeri. 
19% mener, at fyrværkeri er afgørende for nytårsaften. 
29% af kvinderne og 14% af mændene bryder sig ikke om fyrværkeri.
42% af familier med børn køber fyrværkeri til nytår. Kun 15% af pensionisterne skyder nytåret ind.
København er det sted, hvor færrest – 18% – køber fyrværkeri. I Syddanmark og Midtjylland er det henholdsvis 26 og 27%. 
Fyrværkeri må i Danmark kun sælges mellem 15. og 31. december. 
Det må kun fyres af fra 27. og til og med 1. januar – overtrædelser kan medføre bøde. 

Kilder: YouGov for Søndagsavisen, 1.012 respondenter, og politi.dk

Fyrværkeri i Danmark 
Der er blevet skudt fyrværkeri af i Danmark helt tilbage til 1600-tallet, men frem til 1900 var det kun ved store, officielle begivenheder. Fra 1900-tallet blev fyrværkeri mere udbredt i Danmark, og fra 1940'erne har det været allemandseje op til nytår. 
Før fyrværkeri for alvor blev udbredt, 'larmede' vi året ind. Det skete på grund af overtro og frygt for onde ånder. Larmen skulle skræmme ondskab væk fra det nye år. Det skete ved geværsalver og revolverskud, men også ved at slå på potter og pander eller ved at knuse keramik mod døre og vægge. Fra 1900-tallet blev larmen i stigende grad leveret af fyrværkeri.
Kilder: Traditionstid, Den Store Danske

Publiceret 24 December 2017 06:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV