Ny brutal gruppevoldtægt mod kvinde på åben gade i nat

Malmø er rystet af endnu en gruppevoldtægt, som fandt sted natten til fredag omkring klokken 03

 
For fjerde gang på lige godt en måned er en kvinde blevet gruppevoldtaget på åben gade i Malmø. Det skriver Lokalavisen.dks svenske søsteravis, Lokaltidningen.se, som fredag formiddag var til stede ved politiets pressekonference.
"Jeg kan bekræfte, at dette er en alvorlig voldtægt. Offeret er en kvinde på over 18 år, og der er flere gerningsmænd. Det er ikke mange timer siden, forbrydelsen fandt sted, og vi har hunde derude, som leder efter spor og betjente, der banker på døre og indhenter vidneforklaringer," siger Nils Norling og Mats Karlsson fra Malmø Politi.
Den brutale voldtægt fandt sted lige efter klokken 03 i nat på et større område ved krydset mellem Högaholm vej og Munkhättegatan.
 
Kvinden formåede selv at komme hjem og alarmere politiet, som efterfølgende afspærrede området.
Det er som nævnt fjerde gruppevoldtægt i Malmø på omkring en måned. Den sidste fandt sted natten til den 15. december på en legeplads i nærheden af krydset mellem Palmgatan og Hasselgatan.
Politiet er fortsat forsigtige i forhold til at kæde de fire gruppevoldtægter sammen.
"Indtil videre behandler vi hvert enkelt tilfælde som en separat sag," siger Mats Karlsson, der heller ikke i dette tilfælde har noget signalement af gerningsmændene at dele med offentligheden.
Efter voldtægten 15. december blev Malmøs Politi kritiseret voldtomt for at fraråde kvinder at færdes ude alene efter mørkets frembrud. Efter nattens fjerde voldtægt lyder rådet fra den rådvilde ordensmagt:
"Hverken politiet eller nogen anden myndighed kan love nogen sikkerhed for kvinder eller andre. Vi lover, at vi sætter alle nødvendige ressourcer ind for at løse det her, men det bedste er, at alle agerer som normalt."

Publiceret 29 December 2017 13:45

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV